Viborg-direktør: Fyret Dalmose på kant med spillerne
Nikolai Norup mener, at Viborgs hårde sæson tærede for meget på forholdet mellem træneren og spillerne.
Christian Dalmose er fortid i Viborg HK.
Klubben besluttede sig lørdag formiddag efter et ekstraordinært bestyrelsesmøde for at fyre træneren, dagen før Viborg møder Metz på udebane i en vigtig Champions League-kamp.
Et dårligt forhold mellem spillere og træneren er årsag til fyringen, fortæller Viborgs direktør, Nikolai Norup, til klubbens hjemmeside.
– Grunden til, at vi har taget dette skridt er, at der på det sidste er opstået en kløft mellem cheftræneren og spillerne, som har vist sig ikke at kunne repareres.
– Det måtte vi tage til efterretning, og derfor har vi truffet dette valg, siger han.
Viborg har tabt fem kampe på stribe, to i Champions League og tre i Boxer Dameligaen, hvor de regerende mestre blot er nummer fire.
Nederlagene er indtruffet i en tid, hvor Viborgs trup har været meget smal på grund af skader.
– Vi ved, det har været en svær sæson for både Christian og spillerne, og det har gjort, at kløften er blevet dybere og dybere, siger Nikolai Norup.
Den tidligere Viborg-træner Lars Friis-Hansen står i spidsen for holdet i udekampen mod Metz.
Viborg vil snarest muligt melde ud, hvem der skal stå i spidsen for holdet i resten af sæsonen
/ritzau/