Vi vil have brun sovs i corona
Også flæskestegssovs og bechamel-sovs er blevet søgt særlig meget, oplyser Arla Foods
Danskerne har i den grad fået øjnene op for brun sovs og flæskestegs-sovs under corona krisen.
Arla Food oplyser i en pressemeddelelse, at antallet af søgninger på brun sovs i Karolines Køkkens opskriftsdatabase er eksploderet med en stigning på hele 1474 procent i forhold til tiden før coronaen gjorde sit indtog.
Også flæskestegssovs og bechamel-sovs er blevet søgt særlig meget.
– Det er nogle store procentstigninger, der nok også afspejler, at folk har været nysgerrige og brugt mere tid på at søge efter inspiration. Men ikke desto mindre, ser det ud til, at vi er blevet ekstra glade for sovs og steg. Det hænger formentligt sammen med, at danskerne ikke har kunnet komme på restaurant. Mange har været afskåret fra at se den ældre generation, hvor steg og sovs traditionelt set oftere har en plads på menuen, siger Tove Færch, der er leder af Karolins Køkken.
Hit med culotten
Besøg på culottesteg og wienerschnitzel er steget med næsten 700 procent i perioden. Det er dog ikke kun sovs og kød, der har været på menuen i de danske hjem. På top ti over opskrifter med de største besøgsstigninger på Arla.dk under corona er også hokkaidosuppe, laksetærte, falafler og fiskefrikadeller.
Hver fjerde dansker har brugt mere tid i køkkenet under pandemien, mens samme antal har kastet sig ud i madlavning, de aldrig har prøvet før – for eksempel ved at afprøve nye opskrifter eller eksperimentere med nye ingredienser, hedder det i pressemeddelelsen.
Top ti over største stigninger i besøg på aftensmadsopskrifter under corona på Arla.dk:
Brun sovs: Antal besøg steget med 1474 %
Æbleflæsk: Antal besøg er steget med 1047 %
Hokkaidosuppe: Antal besøg er steget med 881 %
Fiskefrikadeller: Antal besøg er steget med 842 %
Falafler: Antal besøg er steget med 799 %
Laksetærte: Antal besøg er steget med 761 %
Bechamelsovs: Antal besøg er steget med 760 %
Flæskestegssovs: Antal besøg er steget med 735 %
Culottesteg: Antal besøg er steget med 690 %
Wienerschnitzel: Antal besøg er steget med 675 %