- Vi risikerer at mangle energi
I øjeblikket er der ikke energiforsyningsproblemer i Danmark, men det risikeres senere, siger Dan Jørgensen.
Danmark risikerer i værste fald at stå i en situation, hvor der er decideret mangel på energi.
Det siger klimaminister Dan Jørgensen (S) på pressemøde i København.
- Danmark og Europa står i en meget alvorlig situation. Krigen i Ukraine og Putins (den russiske præsident, red.) brug af gas som våben har bragt os i historisk energikrise, siger ministeren.
Priserne på energi er steget markant. Og det betyder, at også Danmark kan ende i en situation, hvor der mangler energi til vinter.
- Vi ser ind i en vinter, hvor Danmark og Europa risikerer at mangle energi.
- P.t. er Danmark ikke i en decideret energiforsyningsforkrise. Det er altså ikke sådan, at vi mangler gas eller el. Men priserne er steget markant, siger Jørgensen.
I august er der ifølge klimaministeren sket en femdobling af el- og gaspriserne sammenlignet med samme periode sidste år.
- Priserne kan stige yderligere, og i værste fald risikerer vi at stå i en situation, hvor der er decideret mangel på energi. P.t. kan vi stadig købe gas fra Tyskland, siger Dan Jørgensen.
Nødplan klar
De danske gaslagre er tæt på fyldte i øjeblikket. Lagrene står aktuelt på 95 procents kapacitet.
- Vi har en nødplan klar, hvis der skulle blive mangel på gas.
Forsyningssikkerheden kan ifølge ministeren blive presset til vinter. Ikke bare på gas, men også på andre energikilder.
Det skyldes, at man mange steder i Europa bruger gas til at producere elektricitet.
Kampagne kommer
Samtidig med meldingen om at reducere forbruget i det offentlige kommer der en kampagne fra Energistyrelsen.
Energistyrelsens direktør, Kristoffer Böttzauw, siger på pressemødet i Eigtveds Pakhus, at man ikke forventer at måtte afbryde strømmen i løbet af den kommende vinter.
Men styrelsen skruer op for en kampagne, med det formål at alle i landet bidrager til at begrænse forbruget.
Gør huset klar
- Kort fortalt er de vigtigste spareråd at gøre sit hus klar til vinteren. Det kan være at sætte tætningslister i vinduerne, eller at isolere bedre, at skrue ned for varmen og at begrænse brugen af varmt vand, siger Kristoffer Böttzauw.
Han opfordrer også til, at man bruger strøm, når den er billigst og grøn.