Vi hamrer 9.5 liter ren sprit ind i kroppen
Alkohol øger risikoen for en lang række sygdomme, herunder kræft. Alligevel drikker over 800.000 danskere mere end Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Vi danskere er glade for alkohol – lidt for glade. Faktisk drikker voksne danskere i gennemsnit 9,5 liter ren alkohol om året. Det svarer til mere end 12 øl om ugen.
Og mere end 800.000 danskere drikker over Sundhedsstyrelsens lavrisikogrænser for alkohol på henholdsvis maksimum genstande om ugen for kvinder og maksimum 14 genstande for mænd.
Det oplyser Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.
Ifølge Niels Sandø, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen, er der god grund til at være opmærksom på sit alkoholforbrug:
– Alkoholforbrug er forbundet med en øget risiko en lang række sygdomme, for eksempel en række kræftsygdomme, hjertekarsygdomme og leverlidelser. Hvor meget du drikker, kan have stor betydning for dit helbred, og det er derfor vigtigt, at du er opmærksom det
Han tilføjer, at tal fra Den Nationale Sundhedsprofil 2017 viser, at 34 procent af 35-64-årige danskere, der drikker over lavrisikogrænserne, faktisk ønsker at nedsætte deres alkoholforbrug.
(I galleriet over artiklen kan du se et par fif til, hvordan du kan undgå fristelserne).
Først skal du kende lavrisikogrænserne – så skal du tælle genstande
Ifølge en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse, er det kun 41 procent af voksne danskere, der korrekt kan angive Sundhedsstyrelsens lavrisikogrænser. Denne viden er vigtig, så man ved, hvornår man drikker for meget.
– Når du kender anbefalingerne, har du også en chance for at vurdere om du holder dig inden for lavrisikogrænserne – f.eks. ved at tælle, hvor mange genstande du drikker om ugen, siger Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse.
Ifølge rapporten tæller 56 procent af voksne danskere med et ugentlig alkoholforbrug aldrig hvor mange genstande de drikker i løbet af en uge.
– Helt konkret kan du prøve over et par uger at føre dagbog over, hvor mange genstande du drikker, hvilken type alkohol, du drikker og i hvilke situationer, du drikker alkohol, siger Peter Dalum.
Overvej om alle dine genstande er lige vigtige
Når du har et overblik over, hvor meget alkohol du drikker og i hvilke situationer, kan du bedre vurdere, om du ønsker at skære lidt ned på alkoholforbruget, og om alle genstande egentlig er lige vigtige for dig.
Kræftens Bekæmpelse sætter i disse uger fokus på, at nogle genstande er lettere at undvære end andre med kampagnen ’Drop de ligegyldige genstande’.
Se kampagnefilmen HER.
Du kan blive inspireret til at tage stilling til dine genstande i quizzen ’Drik eller drop’, der kan findes på www.dropdeligegyldigegenstande.nu.