Vi er blevet mere utrygge

Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Andelen af danskere, som føler en generel utryghed i hverdagen, stiger og ligger nu på sit højeste niveau i mere end ti år, skriver Politiken.

Siden 2004 er andelen steget fra 2,5 procent til 17,7 viser den seneste tryghedsmåling fra TrygFonden.

Målingen viser, at folk uden for arbejdsmarkedet føler sig mere utrygge end andre, selv om tendensen ellers rammer bredt i befolkningen.

Jørgen Goul Andersen fra institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet er en af hovedkræfterne bag rapporten, og han mener, at det stigende antal utrygge danskere er bekymrende i et samfund, som vi ellers opfatter som trygt.

Det, der gør folk utrygge, er de nære ting i hverdagen. Det handler om bekymringer for privatøkonomien, jobsikkerhed og kriminalitet.

Næsten hver tredje svarer i undersøgelsen, at vedkommende ikke er sikker på at have penge nok til alderdommen, og hver femte frygter at miste sit arbejde. Halvdelen af de uddannelsessøgende er bange for, om de overhovedet kan få foden indenfor på arbejdsmarkedet.

Flere end hver anden føler utryghed ved, om man som ældre vil kunne få den pleje, man har behov for, og fire ud af ti føler sig ikke overbevist om, at de vil få den nødvendige sygdomsbehandling, hvis de bliver syge.

Risikoen for indbrud gør 23 procent utrygge, men kun 11 procent ad danskere frygter, at blive ofre for et terrorangreb, viser undersøgelsen.

»Når det gælder terror, tager danskerne det roligt. Terrortruslen er blevet et livsvilkår – lidt ligesom orkaner og storme – de kommer en gang imellem, og så må man forberede sig. Men terrortruslen er ikke noget, der får danskerne til at sove dårligt om natten. Hvis nogen af terroristerne havde håbet det, er deres mission komplet mislykket,« siger forskningschef i TrygFonden Anders Hede til Politiken.

Powered by Labrador CMS