Vi befamler ivrigt på fremmede
To ud af tre danske kvinder er blevet befamlet af fremmede, viser ny undersøgelse. Også mange mænd har oplevet at blive befamlet i det offentlige rum.
To ud af tre danske kvinder er blevet befamlet af fremmede, viser ny undersøgelse. Også mange mænd har oplevet at blive befamlet i det offentlige rum.
Et stort flertal af danske kvinder har oplevet, at helt fremmede personer har befamlet dem, uden de selv har lagt op til det. Faktisk har så mange som to ud af tre kvinder været udsat for befamling af fremmede. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen.
Heller ikke mændene går ram forbi. Knap hver tredje mand har nemlig oplevet, at en fremmed person har befamlet dem i det offentlige rum, viser undersøgelsen.
Det er et »meget højt tal«, vurderer psykoterapeut og forfatter Martin Østergaard.
»Befamler du nogen, så markerer du jo også over for et andet menneske, at det menneske ikke bestemmer over sig selv, men at det er dig, der bestemmer. Derfor rangeres det på lige fod med mobning eller trusler om bank,« siger han til Søndagsavisen.
Værre for kvinder
De kvinder, som har oplevet at blive taget på af fremmede personer, bliver i højere grad påvirket psykisk af oplevelsen i forhold til de mænd, som har oplevet det.
Mens 44 procent af mændene siger, at det slet ikke påvirkede dem, er det kun 11 procent af kvinderne, der siger det samme.
Dansk Kvindesamfund synes, at tallet – både for mænd og kvinder – er bekymrende højt. Styrelsesmedlem Sara Ferreira er dog ikke overrasket.
»Det er de samme erfaringer, vi har,« siger hun og fortsætter:
»Vi mener, at vi som samfund bør gribe ind langt tidligere og opdrage vores børn til, at vores krop er vores egen.«
Grænser læres fra barnsben
Sara Ferreira forklarer, at det er typisk for små børn, at et barn vil kramme et andet barn, som omvendt slet ikke har lyst til en krammer. Det griner de voksne ofte ad som noget sødt og uproblematisk.
»Men her bør man helt uden dramatik lære børnene, at der blev sagt fra. Så lærer vi børnene allerede fra starten at respektere egne og andres grænser,« siger hun til Søndagsavisen.
BNB