Veteraner får medhold i sager om stresslidelser
Hovedparten af de hjemvendte veteraner, der vender hjem fra krig med ar på sjælen, har fået anerkendt posttraumatisk stresslidelse som arbejdsskade.
Det fremgår af et svar fra beskæftigelsesminister Henrik Dam Christensen (S) til Folketingets beskæftigelsesudvalg.
Ifølge svaret har næsten ni ud af ti veteraner, som har anmeldt posttraumatisk stress som arbejdsskade før 2013, fået det anerkendt hos Arbejdsskadestyrelsen. Det svarer til 591 ud af 681 sager.
»Jeg er glad for, at vi kan gøre noget for de mennesker, der har været på den vanskelige og også farefulde opgave, det er at være ude i verdens brændpunkter på vegne af Danmark. Så er der desværre nogle, der er kommet hjem med ar på sjælen, og jeg er glad for, at det er blevet anerkendt som en arbejdsskade,« siger Henrik Dam Christensen.
Sidste år vedtog et enigt Folketing en særlov, der indebærer, at veteraner kan få anerkendt psykiske skader, selv om symptomerne først er blevet konstateret af en læge mere end seks måneder efter, soldaten er vendt hjem. Det skete på baggrund af en ny udredning, der viste, at den posttraumatiske stresslidelse, PTSD, kan udvikle sig senere, end man tidligere havde lægefagligt bevis for.
Det har medført, at 227 veteraner har fået anerkendt psykiske skader efter de nye regler. Det svarer til, at to ud af tre veteraner har fået medhold i de genoptagede sager.
»Det har betydet, at vi har kunnet efterbehandle en række veteraners sag, og der er temmelig mange, der har fået erstatning. Lægefagligt set er det noget, der kan komme også stykke tid efter hjemkomsten. Det har vi taget hånd om ved at åbne for erstatning med særloven. En stor del har fået det anerkendt, og dermed har vi kompenseret for det traumatiske forløb, de har været ude for,« siger beskæftigelsesministeren.
I arbejdsskadesystemet får man erstatning for mén-tab og for tab af erhvervsevne. Derudover får veteraner også noget fra forsvaret. Bliver en veteran for eksempel vurderet til at have en mén-grad på 20 procent som følge af PTSD, så vil man få cirka 165.000 kroner fra arbejdsskadesystemet og cirka 805.000 kroner fra forsvaret. Det vil sige samlet cirka 970.000 kroner for det varige mén.