Veteranen Ronaldo pønser på comeback i USA

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den tredobbelte brasilianske vinder af titlen som verdens bedste fodboldspiller vil forsøge at komme i form.

Den tidligere brasilianske verdensklasseangriber Ronaldo overvejer at pudse støvet af fodboldstøvlerne og gøre comeback i USA.

Den 38-årige tidligere Real Madrid- og FC Barcelona-spiller vil forsøge at komme i form, så han potentielt kan hjælpe Fort Lauderdale Strikers, der spiller i den næstbedste amerikanske række, North American Soccer League (NASL).

Ronaldo er medejer af klubben og blev onsdag spurgt, om han kunne finde på at snøre støvlerne igen.

– Jeg vil prøve at spille nogle kampe. I år vil jeg træne rigtig meget. De seneste tre år har jeg ikke fået trænet, fordi jeg har haft travlt med andre ting, siger Ronaldo ifølge AFP.

– Hvis vi kommer i finalen, og jeg har det godt, hvorfor så ikke?, lyder det fra brasilianeren, der senest spillede på professionelt niveau for Corinthians i 2011.

Ronaldo blev tre gange i sin karriere kåret til verdens bedste fodboldspiller.

Foruden at have tørnet ud for spanske storklubber har han også spillet i Inter, AC Milan og PSV Eindhoven i Europa.

Skulle Ronaldo komme tilbage på banen, kan han risikere at støde ind i den 37-årige tidligere Real Madrid-stjerne Raul, som spiller for New York Cosmos i NASL.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS