Vestas overrasker med opjustering
Efter et stærkt tredje kvartal kan Vestas opjustere forventningerne til årets omsætning.
Udsigterne for 2014 ser bedre ud for Vestas, end selskabet har regnet med indtil nu. På den baggrund kan Vestas opjustere forventningerne til årets omsætning fra minimum seks milliarder euro til nu op mod syv milliarder euro.
Også målene for selskabets pengestrømme løftes, siger koncernchef Anders Runevad i regnskabet.
– I tredje kvartal 2014 fortsatte forbedringerne inden for flere driftsområder, hvilket understreger, at eksekvering af vores strategi, Lønsom vækst for Vestas, fortsat er på rette spor.
– På baggrund af den forventede leveringsplan for resten af året og den forbedrede omkostningsbase, løfter vi målene for omsætning, EBIT og cash flow, siger Anders Runevad.
Et stærkt tredje kvartal er med til hive forventningerne i vejret. Bundlinjen viste et overskud efter skat på 102 millioner euro mod et tab på 87 millioner euro i tredje kvartal sidste år. Ifølge Ritzau Finans ventede analytikerne på forhånd kun et overskud på 67 millioner euro.
/ritzau/