Vestas opjusterer efter rekordregnskab

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Vestas har netop præsenteret regnskab for 1.kvartal og opjusterer forventningerne til hele året. Vindmøllefabrikanten venter nu en omsætning på 7,5 milliarder euro. Inden offentliggørelsen af det nye regnskab forventede Vestas en omsætning på 6,5 milliarder euro.

Samtidig stiger forventningen til overskudsgraden fra 7 procent til 8,5 procent.

Opjusteringerne kommer efter et første kvartal, der har slået samme kvartal sidste år på stort set samtlige parametre. Omsætningen steg med 230 millioner euro i forhold til samme kvartal sidste år til 1,51 milliarder euro.

Driftsresultatet endte på 79 millioner euro inden særlige poster, hvilket var 39 millioner euro bedre end sidste år. Samtidig går Vestas fra et overskud i samme kvartal sidste år på 2 millioner euro til et overskud på 102 millioner euro.

Koncernchef Anders Runevad er tilfreds med regnskabet, skriver han i en kommentar.

»Dette har været et historisk stærkt første kvartal på omsætning, marginer, ordreindgang og afkast på investeret kapital. Resultaterne for første kvartal bekræfter på ny, at Vestas gør store fremskridt mod at indfri vores målsætninger om lønsom vækst, og at vi er i en meget stærk position i en ellers særdeles konkurrencepræget branche,« skriver han.

Siden Vestas præsenterede årsregnskabet i februar har virksomheden modtaget ordrer på sammenlagt 236 megawatt til opstilling inden udgangen af 2015.

»Den stærke ordreindgang kan have givet Vestas tilstrækkelig sikkerhed til at løfte prognosen,« siger Sydbanks Jacob Pedersen.

Powered by Labrador CMS