Verdensstjerner byder på Chelsea
Begge vil smide et større millionbeløb i puljen i et forsøg på at overtage klubben
Verdensstjernerne Lewis Hamilton og Serena Williams kan blive medejere af fodboldklubben Chelsea.
Det skriver Sky News.
I kamp om købet
Det britiske medie mener at vide, at Formel 1-køreren og tennisspilleren er en del af det ene af tre konsortier, der dyster om at få lov til at købe Chelsea.
Klubben ejes stadig af russeren Roman Abramovich.
Nærmere bestemt er der tale om det konsortium, der er ledet af den tidligere Liverpool-bestyrelsesformand Martin Broughton.
Stort millionbeløb
Ifølge Sky News har Lewis Hamilton og Serena Williams hver skudt cirka ti millioner pund.
Det svarer til ca. 90 millioner danske kroner, som begge sportsstjerner vil smide i puljen i et forsøg på at overtage Chelsea.
Muligt salg og sanktioner
Flere har stået i kø for at købe den engelske storklub, efter at Roman Abramovich i starten af marts måned meldte ud, at han ville sætte klubben til salg.
Det skete som en direkte konsekvens af den russiske invasion i Ukraine.
Det fik dog hurtigt den britiske regering samt Premier League til at reagere ved at blokere rigmandens salg af klubben.
Samtidig blev klubben for en kort stund sanktioneret mod at sælge billetter til udenlandske fans.
Man valgte ligeledes indfryse russerens værdier i et forsøg på at undgå finansielle transanktioner mellem enkeltpersoner og virksomheder i Storbritannien.
Ikke skræmt væk
Det har dog ikke skræmt Lewis Hamilton og Serena Williams væk.
Gruppen med Martin Broughton i spidsen, som de to sportsstjerner skulle være en del af, har sine økonomiske muskler fra de to amerikanere Josh Harris og David Blitzer.
De er i forvejen medejere af blandt andet basketballholdet Philadelphia 76ers og Premier League-klubben Crystal Palace.
Andele i Crystal Palace forventes amerikanerne at måtte frasælge, hvis de vil være ejere i Chelsea.
Martin Broughtons konsortium har desuden opbakning fra Sebastian Coe, der er kendt for sin rolle som præsident i Det Internationale Atletikforbund, World Athletics. Han er samtidig selverklæret Chelsea-fan.