Verdensstjerne kommer til Danmark
Musikikonet Nile Rodgers og bandet Chic er på programmet til den midtfynske musikfestival Heartland, der afholdes fra den 13. til den 15. juni
Egeskov Slot skal til sommer danne rammen, når et af historiens store musikalske ikoner amerikanske Nile Rodgers og bandet Chic skal spille på musikfestivalen Heartland.
Det annoncerer festivalen i en pressemeddelelse.
En af de helt store
- Nile Rodgers er utvivlsomt en af de helt store i musikhistorien, som har haft kæmpe betydning for generationer af musikelskere - om de ved det eller ej. Jeg håber og tror, at det har været ventetiden værd, siger Heartlands direktør og musikchef, Ulrik Ørum-Petersen, i pressemeddelelsen.
Nile Rodgers har siden 70'erne været en integreret del af musikbranchen.
Adskillige priser
Han er blandt andet kendt for megahits som "Good Times" og "Le Freak" og har modtaget adskillige grammypriser både som sangskriver, komponist, producer og guitarist.
Ud over den amerikanske verdensstjerne byder festivalens musikprogram også på danske navne som den genforenede powertrio Anne Sanne Lis, Tim Christensen og Tina Dickow, mens også den britiske singer-songwriter Tom Odell kommer et smut forbi Heartland med ørehængeren "Another Love".
Heartland afholdes i 2024 fra den 13. til den 15. juni ved Egeskov Slot på Midtfyn.