Verdensnaturfondens ansatte sætter pensionspenge i olie
De ansatte i WWF Verdensnaturfonden investerer pensionspenge i en række af verdens største olieselskaber.
WWF Verdensnaturfondens kæmper for at få afskaffet fossile brændstoffer, men samtidig investerer organisationens ansatte i en række af verdens største olieselskaber via deres pensionsopsparing.
Det skriver Jyllands-Postens digitale erhvervsmedie Finans.
Verdensnaturfonden har indgået en pensionsaftale med PFA Pension, som blandt andet har aktier i oliegiganterne Shell, BP, Exxon Mobil og Chevron.
John Nordbo, der er klimachef i WWF, har i tre år været i dialog med PFA for at få dem til at droppe investeringer i kul og olie. Men indtil nu er det kun blevet til hensigtserklæringer fra PFA om at investere mere klimavenligt.
– Vi har nogle klare forventninger til, at der vil ske noget på det område. Afhængig af, hvor seriøse de tiltag bliver, må vi så overveje, om vi fortsat skal have PFA som vores pensionsselskab, siger John Nordbo til Finans.
Samme problem som for Kræftens Bekæmpels
Problemet er ifølge John Nordbo, at der ikke findes et godt alternativ på klimaområdet. Dog har Greenpeace ifølge Finans indgået en aftale med Merkur Andelskasse og AP Pension, der har etableret en særlig pensionspulje med klimavenlige investeringer.
WWF er dermed havnet i en situation, der minder om Kræftens Bekæmpelse. Onsdag beskrev Finans, hvordan Kræftens Bekæmpelse i årevis indirekte investeret penge i nogle af verdens største producenter af cigaretter.
Ifølge mediet er investeringerne sket gennem den firmaordning til pension gennem PFA, som medarbejdere i Kræftens Bekæmpelse bruger.
/ritzau/