Verdensmester med bue og pil: Nu skal jeg gøre det igen
Stephan Hansen var før VM tilfreds med en top-otte-placering, men han endte som verdensmester.
Bueskytten Stephan Hansen har i en alder af blot 20 år opnået det største resultat inden for sin sportsgren.
Den unge dansker blev lørdag verdensmester i compound ved VM i København, da han foran omkring 1000 tilskuere på Christiansborg Slotsplads slog indiske Rajat Chauhan med 147-143.
Trods VM-titlen føler den nyslåede verdensmester, at der er mange ting at kæmpe for i de kommende år.
– Jeg vil gerne gøre det en gang til. Jeg vil gerne vinde VM igen, siger Stephan Hansen.
– Jeg har masser af motivation, så det hele fortsætter som før VM. Jeg er sportsmand og vil hele tiden forbedre mig.
– Jeg vil også gerne vinde World Cup-stævner, siger han og nævner et stort indendørsstævne i Las Vegas.
– Det er et meget stort stævne, hvor det hele er meget anderledes. Man må ikke misse. Hvis man rammer fire centimeter forbi, så er man ude. Her til VM ville man have fået en nier, og så var det hele nok gået.
– Så det er psykisk hårdt, siger Stephan Hansen om stævnet i USA.
Inden den unge falstring når så langt, så skal VM-triumfen på hjemmebane først fordøjes.
Selv om Stephan Hansen har været rolig og sikkert skydende hele ugen, så meldte nerverne sig i finalen mod Rajat Chauhan. Den senere danske triumfator åbnede finalen med en nier.
– Det var meget nervepirrende. Jeg var meget nervøs i de to første runder, men så fik jeg styr på nerverne og kunne nyde det resten af vejen.
– Jeg begyndte at stole på mit skud. Jeg skyndte mig ikke. Nogle gange kan jeg blive så nervøs, at jeg ikke får udført hele bevægelsen. Det fik jeg styr på.
– Det hjalp også, da han på et tidspunkt lavede en otter. Så kunne jeg slappe lidt mere af, siger Stephan Hansen, der tre gange er blevet ungdomsverdensmester i compound.
Lørdagens VM-triumf var hans første individuelle titel på seniorplan – og så endda på hjemmebane.
– Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det var helt fantastisk.
– Jeg kan næsten ikke sætte ord på, hvor vildt det er. Det var fedt med publikum. Alle klappede, når jeg skød godt. Det var perfekt.
– En top-otte-placering ville have været rigtig godt for mig, så det er vildt, at jeg er gået hele vejen.
– Nu skal vi nok ud for at have et par øl i aften, siger Stephan Hansen.
Verdensmesteren kan forlade VM med to medaljer, da han tidligere på lørdagen vandt bronze med det mandlige danske compound-hold.
/ritzau/