Verdensarven fejres på Rømø
– Verdensarven gør os bevidste om det, der er betydningsfuldt. Det vi skal passe på og bevare, så også kommende generationer kan opleve den, sagde HKH Prins Joachim, da verdensarven kom til Danmark under Tall Ships Races i Esbjerg den 4. august.
Netop denne balance mellem oplevelser og beskyttelse af naturværdierne vil være i fokus, når Nationalpark Vadehavet i samarbejde med Rømø-Tønder Turistforening og Naturcenter Tønnisgaard lægger op til en festlig fejring af verdensarven. Det sker, når symbolet på verdensarven i form af en af de fem verdensarvsfliser med motiv af Else Pia Martinsen Erz sejles til Rømø Havn af medlemmer af øens sejlklub den 17. august.
Flisen modtages på havnen med sang og tale af Svend Ole Gammelgaard, der på vegne af Rømø-Tønder Turistforening vil hilse verdensarven velkommen og fortælle om dens betydning for udviklingen af turismen. Herefter vil kyndige medarbejdere fra nationalparken og Naturcenter Tønnisgaard tilbyde gratis ture på vaden eller langs Helm Odde ved Havneby med fortællinger om den natur, der nu er anerkendt som værende af betydning for hele verden.
Flisen køres med hestevogn til Naturcenter Tønnisgaard, hvor den skal finde sin blivende placering. Det bliver Nationalpark Vadehavets formand Bent Poulsen, der modtager flisen på Tønnisgaard:
– For Nationalpark Vadehavet var det en stor ære og glæde at modtage symbolet på verdensarven i Esbjerg den 4. august. For os er det samtidigt afgørende, at vi også fejrer det lokalt sammen med områdets beboere og vores mange partnere. Nationalparken og verdensarven er et fælles projekt, som skal udvikles i samarbejde med alle.
I dagens anledning vil der være åbent hus hos både nationalparkens sekretariat og i naturcenteret. Gæster vil få tilbudt aktiviteter såsom guidede ture med hestevogn, ravslibning og der vil blive fortalt om særlige urter fra området, som man bl.a. kan prøve at anvende i sin egen the. Det er dog ikke de eneste smagsoplevelser, idet også Rømøslagteren og Vibegaard vil være til stede og tilbyde en række af deres produkter.
At Verdensarv Vadehavet kan inspirere til alle sanser vil kunstneren Grethe Lund fra Galleri Ebbe og Flod på Rømø også give en række eksempler på.
Arrangementer starter klokken 11 på Rømø Havn. Flisen modtages på Tønnisgaard 12.30 og der er åbent hus i naturcenteret fra 11.30 til 15.