Verdens største videnskabs-konkurrence kommer til Danmark
En kæmpe videnskabskonkurrence for børn og unge arrangeret af blandt andre Google og Lego kommer til Danmark
En lommelygte der udelukkende lyser ved hjælp af varmen fra din hånd. En usynlig sensor der forhindrer patienter med Alzheimers i at stikke af om natten. Det er blot to eksempler på den
lange række af banebrydende projekter, der er kommet til verden gennem Google Science Fair. Opfinderne var henholdsvis 16 og 15 år.
Verdens største naturvidenskabelige konkurrence åbner nu for første gang nogensinde for dansk tilmelding.
Det er virksomheder som Google, LEGO og National Geographic, der står bag konkurrencen.
Invitationen gælder Danmarks klogeste folkeskole- og gymnasieelever i alderen 13-18 år.
Virksomhederne bag håber, at konkurrencen vil tiltrække nogle af de klogeste danske unge inden for fag som matematik, fysik og kemi.
Hvert år deltager flere tusinde unge fra mere end 90 lande i konkurrencen.
For de danske arrangører er målet med den stort anlagte konkurrence dog også at øge interessen for naturfagene i Danmark. Flere danske unge skal gå forsker- og opfindervejen.
»Som i resten af den vestlige verden vil naturfagene og de forskere og opfindere vores skolesystem udklækker i fremtiden, få stor betydning for hele vores samfund. Det er deres opfindelser vi skal leve af. Derfor er det også afgørende, at vi får langt flere unge til at vælge de naturvidenskabelige opfinderfag end tilfældet er idag. Det håber vi konkurrencen og de unges fascinerende forsøg kan medvirke til,« siger Jesper Eiby, ansvarlig for Google Science Fair i Danmark.
Konkurrencen er åben for tilmelding frem til den 18. maj. De danske unge konkurrerer i første omgang med andre unge opfindere fra Europa og Mellemøsten. De 30 bedste europæiske projekter går derefter videre til regionsfinalerne, hvorfra de 20 bedste projekter fra hele verden fortsætter til finalen. Den 21. september kåres vinderne i de otte forskellige kategorier ved den officielle prisuddeling i USA.