Verdens mest eftersøgte mand bekræftet død
IS-leder Baghdadi ville have læst jura, men endte med en pris på 25 millioner dollar hængende over hovedet.
Han er blevet kaldt “spøgelset” og “den usynlige sheik”, og USA har udlovet en dusør på op mod 25 millioner dollar for oplysninger, der kan føre til hans pågribelse.
Som leder af den militante bevægelse Islamisk Stat er irakeren Abu Bakr al-Baghdadi verdens mest eftersøgte mand.
Artiklen fortsætter under videoen
Søndag bekræftede den amerikanske præsident Donald Trump, at Baghdadi er blevet dræbt i et angreb natten til søndag dansk tid.
Mystisk baggrund
Bagdhadi er flere gange tidligere blevet rygtet død.
I begyndelsen af 2017 meddelte det russiske forsvarsministerium, at Baghdadi var dræbt i et luftangreb mod byen Raqqa i Syrien, der var hovedby i Islamisk Stats selvudråbte kalifat.
IS-lederen, som har formået at holde sig godt skjult for offentligheden, er omgærdet af mystik, for det er sparsomt med informationer om hans liv og levned.
Mange mener dog at vide, at Baghdadi blev født i Samarra, nord for Bagdad i Irak i 1971. Han er også kendt under navnene Abu Du’a og sit fødenavn, Ibrahim Awwad al-Badri.
Ifølge nyhedsbureauet TT var hans gymnasieeksamen ikke nok til at komme ind på jurastudiet, og han kunne heller ikke rekrutteres til militæret, fordi hans syn var for dårligt.
Han flyttede derfor til den irakiske hovedstad for at studere islam.
Tog over som leder
Nogle mener, at Baghdadi allerede var militant islamist under Saddam Husseins styre, som sluttede i 2003. Ifølge TT grundlagde Baghdadi sin egen islamistiske bevægelse det år.
Andre mener dog, at han blev radikaliseret i de fire år, hvor han var fange i den berygtede fangelejr Camp Bucca i Irak. Lejren har siden fået tilnavnet “jihad-universitetet”.
Ifølge TT svor Baghdadi i 2005 troskab til Abu Musab al-Zarqawi, den brutale leder af al-Qaidas irakiske gren.
Året efter blev Zarqawi dræbt i et amerikansk droneangreb, og Baghdadi overtog som leder i 2010.
Han genoplivede terrorgruppen IS, som blev udvidet til Syrien i 2013. I samme omgang erklærede han sig uafhængig af al-Qaida.
I sommeren 2014 udråbte IS et kalifat – en stat ledet efter streng islamisk lov. Abu Bakr al-Baghdadi blev kaliffen, hvilket vil sige “efterfølgeren” efter guds udsendte, profeten Muhammed.
Baghdadi har ry for at være en mester i organisation og for at være en hensynsløs taktiker.