Venus Williams vinder finale: Modstander udgik med skade

Venus Williams. Foto: FRED DUFOUR/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Midt i andet sæt måtte Garbine Muguruza trække sig i finalen mod Venus Williams i Wuhan Open.

Venus Williams behøvede lørdag kun halvandet sæt for at sikre sig sejren i finalen i WTA-turneringen Wuhan Open.

Her måtte amerikanerens spanske modstander Garbine Muguruza trække sig fra kampen med en skade.

På det tidspunkt havde Williams vundet første sæt 6-3 og førte 3-0 i andet sæt, så udfaldet pegede allerede i retning af turneringssejr nummer 47 til den 35-årige amerikaner.

Dermed har den 13-dobbelte grand slam-vinder kraftigt forbedret sine muligheder for at være blandt de otte, der er med i WTA-sæsonfinalen i Singapore, der begynder sidst i oktober.

Før turneringen i kinesiske Wuhan havde mange afskrevet Williams’ mulighed for at nå sæsonfinalen, og amerikaneren lå da også kun nummer 23 på “Road to Singapore”-ranglisten.

Turneringssejren sender Venus Williams forbi Caroline Wozniacki og en række andre på listen, så Williams nu i stedet ligger til at tage en billet til sæsonfinalen.

I forvejen er der en plads mere på spil, da lillesøster Serena Williams, som fører Road to Singapore”-ranglisten suverænt, har meldt afbud til sæsonfinalen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS