Venus Williams booker billet til Wimbledon-semifinale
Venus Williams holder liv i muligheden for at møde sin søster i Wimbledon-finalen efter sejr i to sæt.
Søstermødet mellem Venus og Serena Williams i en eventuel Wimbledon-finale er kommet endnu tættere på.
Tirsdag eftermiddag vandt storesøster Venus Williams 7-6, 6-2 over Yaroslava Shvedova fra Kasakhstan og er nu klar til semifinalen i den prestigefyldte grand slam-turnering.
Med sine 36 år blev Venus Williams dermed den ældste spiller til at spille en Wimbledon-kvartfinale, siden Martina Navratilova som 37-årig præsterede det samme i 1994.
Det er syv år siden, Venus Williams senest var i Wimbledon-semifinalen, og det var et tæt første sæt mellem de to duellanter.
– Jeg følte jeg havde mange muligheder i første sæt, men hun spillede og servede godt.
– Det var målet at gå hen til nettet som vinder til slut, og det lykkedes, siger Venus Williams i et sejrsinterview på banen.
I semifinalen venter et møde med Angelique Kerber. Den fjerdeseedede tysker, som vandt Australian Open i januar, er videre til semifinalen efter en flot sejr på 7-5, 7-6 over rumæneren Simona Halep.
– Jeg går ind til kampen for at vinde, uanset hvem modstanderen er. Vi har spillet mange kampe mod hinanden, men det er et stykke tid siden, vi har mødt hinanden, siger Venus Williams om mødet med Kerber.
/ritzau/