Ventetiden er ovre: Her er dommen over Frost 2
Den fuldendte vintermagi udebliver med "Frost 2", som dog byder på masser af fine øjeblikke, mener anmelderne.
“Frost 2” er flot, underholdende og sørger på klassisk Disney-manér for masser af vinterstemning.
Men den byder ikke på de store overraskelser og indfrier kun lige akkurat forventningerne.
Nogenlunde sådan kan bedømmelserne fra de danske anmeldere opsummeres, før opfølgeren til Disneys kæmpesucces fra 2013 “Frost” juledag får premiere i de danske biografer.
Alle anmelderne giver således enten tre eller fire stjerner eller hjerter og er begejstrede uden for alvor at overgive sig til næste kapitel i historien om Elsa og hendes lillesøster, Anna.
– Det regner med iskrystaller og de magiske iscenesættelser er endnu flottere end i den første film, skriver Jyllands-Postens Katrine Sommer Boysen og giver fire ud af seks stjerner.
– Men der er også noget, i mangel af bedre ord, corny over “Frost 2”, ikke mindst når filmen eksploderer i melodigrandprix-lignende musicaloptrin (…), fortsætter hun.
Slog rekord
På verdensplan slog “Frost 2” i slutningen af november rekorden for mest indbringende åbningsweekend for en animationsfilm.
Og Politikens anmelder Søren Vinterberg mener, at Disney har tænkt nøje over de unge segmenters fokus på klimakampen, når filmen vælger at tage naturproblematikker op.
Men “Frost 2” behandler emnet på en ufarlig måde, der ikke ville være nok til, at “Gretha Thunberg ville være tilfreds”, skriver Søren Vinterberg.
Han giver dog alligevel filmen fire ud af seks hjerter og roser den for, at Elsa og Anna har udviklet sig til “nutidigt opdaterede rollemodeller”.
– Mangler en skurk
Hos filmmagasinet Ekko belønnes filmen med fire ud af seks stjerner.
Anmelder Claus Nygaard Petersen tror så absolut ikke, at publikum vil blive skuffet, selv om han har én stor anke:
– De er i biografen for at se Elsa sparke røv, og hun får også rig mulighed for at flekse med sine is-skabende færdigheder. Der er dog ingen decideret skurk, og fraværet af en antagonist berøver filmen – og Elsa – for en snert af nerve og intensitet, som kun en vederstyggelig personage kan frembringe, skriver Ekkos anmelder.
Den umiddelbart mindst positive i det danske anmelderfelt er Freja Dam fra Soundvenue.
Hun konstaterer, at filmen er flot, men “frosset fladt fast i forgængerens dynamikker uden samme overraskende plot eller spændende karakterudviklinger”.
Hos Soundvenue får “Frost 2” tre ud af seks stjerner.