Venstremand politianmeldt for ulovlig støtte

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Sagen om skjult partistøtte til Venstres transportordfører er blevet anmeldt til politiet.

Det er nu blevet en sag for politiet, at Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen (V), har modtaget omkring 200.000 kroner fra en erhvervsklub under den seneste valgkamp uden at indberette det.

Det oplyser chefpolitiinspektør Magnus Andresen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

– Vi har modtaget en henvendelse om sagen, som vi betragter som en anmeldelse. Derfor undersøger vi nu, om der er foregået noget strafbart. Derudover har jeg ingen kommentarer, siger Magnus Andresen.

Det er Berlingske, som har afsløret, at en lobbyorganisation for transport var blandt donorerne til politikeren, hvis mærkesag er netop transportområdet.

Den manglende indberetning til myndighederne er et brud på partistøtteloven.

– Indberetningen, der skal sendes af sted i kølvandet på et valg, er ikke blevet sendt. Det er en klar fejl, og det beklager jeg. Det er der nu rettet op på, og fremadrettet vil jeg sørge for, at der er fuldstændig styr på det her, siger Kristian Pihl Lorentzen til Ritzau.

Reglerne for partistøtte fastslår, at alle bidrag til partier på over 20.000 kroner skal fremgå af partiregnskabet. Overtrædelser kan give bøde og i værste fald op til fire måneders ubetinget fængsel.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS