Venstre vil tillade peberspray til selvforsvar

Venstre vil lytte til en stor del af befolkningens ønske om at gøre peberspray lovligt, siger retsordfører.

Nu er der igen forslag om at lovliggøre peberspray i Danmark. (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2016)
Offentliggjort Sidst opdateret

Venstre har tidligere skudt Dansk Folkepartis forslag ned om at lovliggøre peberspray. Nu lyder der nye toner fra partiet.

Ifølge TV2 Østjylland er man klar til en modereret lovliggørelse af peberspray, så udsatte grupper kan bruge sprayen til selvforsvar.

Retsordfører Preben Bang Henriksen (V) begrunder over for Ritzau kursskiftet med, at man har kunnet konstatere “et stort ønske” i befolkningen.

– Jeg mener, at det sagtens kan føre til en falsk tryghedsfornemmelse. Jeg tror desværre, at man er blevet overfaldet, inden man har fået pebersprayen op af tasken, siger retsordføreren.

– Men vi er nødt til at indse, at rigtig mange mennesker ønsker muligheden for at erhverve en peberspray som forsvarsvåben. Det vil vi ikke stille os hindrende i vejen for, hvis det kan ske under regulerede forhold.

Tidligere fremsat forslag

I 2016 har blandt andet Dansk Folkeparti fremsat beslutningsforslag om at lovliggøre peberspray.

Daværende justitsminister Søren Pind (V) og regeringen skød forslaget ned.

Modstanderne var bange for, at det ville føre til “falsk tryghed” og en “eskalering af konflikter”, hvis alle over 15 år kunne hive en peberspray ned af hylderne i supermarkedet.

Kun til nødværge

Preben Bang Henriksen pointerer, at det er vigtigt for Venstre at overveje nøje, hvem der kan købe peberspray, og hvor det kan erhverves.

– Det er vigtigt, at folk får præciseret, at der er tale om et forsvarsvåben, der kun må anvendes i nødværge, siger han.

– Det er vigtigt for os, at unge under 18 år ikke kan erhverve dem. Og det er vigtigt for os, at de bliver forhandlet ud fra et sikkert sted.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er ifølge Preben Bang Henriksen i gang med at indhente erfaringer fra udlandet for at se på muligheden for at lovliggøre peberspray.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS