Venstre vil gøre omstridt ordning permanent
Grænsekontrollen er kommet for at blive, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Politiet og hjemmeværnet har siden januar 2016 kontrolleret biler, der passerer den dansk-tyske grænse.
Selv om grænsekontrollen med Schengenaftalen egentlig er afskaffet, har Danmark hvert år siden da fået lov til at fortsætte kontrollen under forudsætning af, at den er midlertidig.
Men står det til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), skal Schengenaftalen laves om.
– Vi er nødt til at se i øjnene, at vi skal have permanent grænsekontrol.
– Vi står med nogle udfordringer, som er kommet for at blive – migrationspres, grænseoverskridende kriminalitet og terrortruslen.
– Derfor har vi som nationalstat brug for at passe på vores grænser, og derfor skal vi have udviklet et nyt Schengen-regime, der giver os mere politisk ejendomsret over vores egen grænsen, siger Løkke til TV2 News i forbindelse med et besøg ved grænseovergangen i Kruså.
En længere midlertidig ordning
Venstre har mandag udsendt en pressemeddelelse, hvor man argumenterer for, hvorfor det er en god idé med permanent grænsekontrol i Danmark.
– Det skal være nemt for lovlydige mennesker, og det skal være svært for de kriminelle. Derfor er det en fordel, at vi nu får udviklet et nyt Schengen-regelsæt, og det er det, som vi nu vil tage initiativ til med ligesindede lande. Så vi får mere politisk ejendomsret over vores egen grænse, siger Lars Løkke Rasmussen i pressemeddelelsen.
Ritzau har tidligere skrevet, at der fra januar 2016 til oktober 2018 blev afvist 6144 personer ved grænsen mellem Danmark og Tyskland.
Den midlertidige grænsekontrol er noget omstridt, fordi Danmark som sådan ikke må have en permanent grænsekontrol, som reglerne er ifølge Schengenaftalen.
Derfor har regeringen løbende forlænget den midlertidige grænsekontrol, og det betyder også, at der har været midlertidig grænsekontrol mellem Danmark og Tyskland i flere år.