Venstre vil gøre lærlinge mere attraktive
Venstre vil afsætte 45 millioner kroner årligt til at koordinere nye lærlingeaftaler og yderligere 100 millioner kroner én gang for at få opdateret udstyret på erhvervsskolerne, så eleverne bliver mere attraktive for virksomhederne.
Det skal være med til at skaffe flere praktikpladser i virksomheder til de omkring 11.000 unge, der i dag mangler en, lyder det fra oppositionspartiet.
Forslagene kommer på baggrund af en undersøgelse fra rådgivnings- og analysefirmaet Deloitte, der viser, at danske virksomheder kunne oprette 33.000 flere praktikpladser, hvis alle virksomheder med faglært arbejdskraft oprettede praktikpladser til eleverne på landets erhvervsskoler.
Det gør tre ud af fire virksomheder nemlig ikke i dag, men Venstres næstformand, Kristian Jensen (V), håber, at tre forslag kan ændre på det.
»Problemet med manglende praktikpladser kan reduceres meget ved at bruge penge på at formidle kontakt til virksomheder, der ikke føler, de kan tage en hel lærling, men måske en halv, så flere virksomheder går sammen om én lærling. Med vores øjne skal der afsættes 45 millioner kroner til at skaffe flere virksomheder, der vil tage en lærling helt eller delvist,« siger han.
Pengene skal også bruges til at overvåge, at lærlingene får stykket et godt praktikforløb sammen, hvor eleverne får forskellige faglige kompetencer med sig fra flere relevante praktiksteder.
»Vi vil også sikre, at lærlinge kommer ud med kompetencer i maskiner, der er tidssvarende. Her ønsker vi at afsætte et engangsbeløb på 100 millioner kroner til at opdatere udstyret på skolerne, som vil gøre lærlingene mere interessante for virksomhederne,« siger Kristian Jensen.
»Det sidste, vi har peget på, er, at BoligJobordningen skal fortsætte. Dansk Byggeri vurderer, at en fortsættelse af den ordning vil skabe omkring 400 praktikpladser i bygge- og anlægssektoren,« tilføjer han.
Ud over de tre initiativer kommer Kristian Jensen også med en opfordring til eleverne selv. Der er nemlig nogle steder i landet, hvor praktikpladser ikke bliver besat.
»De unge har også et medansvar. Med større geografisk mobilitet ville det også være muligt at få flere lærepladser,« siger Kristian Jensen.
I undersøgelsen fra Deloitte anslås det, at 24.816 virksomheder, der i dag har faglært arbejdskraft, men ingen lærepladser, sagtens kunne ansætte elever.