Venstre skifter kurs

Den akutte mangel på arbejdskraft kan afhjælpes ved at lette topskatten, mener Venstre i ny økonomisk melding

Venstre vil hæve topskattegrænsen for at afhjælpe den akutte mangel på arbejdskraft, fortæller finansordfører Troels Lund Poulsen til Berlingske. (Arkivfoto)
Venstre vil hæve topskattegrænsen for at afhjælpe den akutte mangel på arbejdskraft, fortæller finansordfører Troels Lund Poulsen til Berlingske. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Venstre vil hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat.

Det fortæller finansordfører Troels Lund Poulsen til Berlingske.

Lettelsen af topskatten skal gøre det mere attraktivt at yde en ekstra indsats på arbejdsmarkedet. Det skal være med til at afhjælpe den akutte mangel på arbejdskraft i Danmark.

Forslaget vil partiet tage med til de kommende reformforhandlinger i Folketinget. Men et konkret mål for, hvor meget topskattegrænsen skal hæves, ønsker partiet ikke at komme med inden forhandlingerne.

- Vi står med en akut mangel på arbejdskraft, og så må vi gøre vores ypperste for at få løst det problem og bruge nogle redskaber, som man måske ikke har haft politisk opbakning til hidtil, siger Troels Lund Poulsen til Berlingske.

- Derfor er vi af den opfattelse, at vi skal se på personskattespørgsmålet både i forhold til et højere bundfradrag og en højere grænse for, hvornår man skal betale topskat.

Ny prioritering

At Venstre vil hæve topskattegrænsen er en ny økonomisk prioritering for partiet.

Tidligere har ønsket været et større beskæftigelsesfradrag samt at sænke den såkaldte beløbsgrænse for, hvor meget man skal tjene for at kunne komme til Danmark og arbejde. De to forslag holder Venstre også fast i for at skaffe flere hænder.

Venstre vil finansiere topskattelettelserne med øget brug af udbud og udlicitering samt beskæringer i dimittenddagpengene, lyder det fra Troels Lund Poulsen.

Også R og K

I en samlet reformpakke har De Radikale og Konservative tidligere meldt ud, at de to partier ønsker at hæve topskattegrænsen med godt 44.000 kroner.

I dag skal man tjene knap 545.000 kroner om året for at betale topskat.

Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, siger til Berlingske om Venstres forslag, at regeringspartiet synes lettelser af topskatten er en "dårlig idé". Men at "vi forhandler med et åbent sind".

Powered by Labrador CMS