Venstre regner stadig med DF’s støtte til skattelettelser

DF vil ikke støtte skattelettelser, men Venstre regner alligevel med, at partierne finder hinanden.

Foto: Henning Bagger/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om Dansk Folkeparti har trukket stikket til de skattelettelser, Venstre lovede under valgkampen, er regeringen fortsat overbevist om, at skattelettelserne bliver gennemført.

– Alle partier har en interesse i at pudse positionerne af inden forhandlingerne går i gang, men når man sidder ved forhandlingsbordet, finder man som regel hinanden, siger Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.

Reaktionen kommer efter, at Dansk Folkepartis partiformand Kristian Thulesen Dahl har meldt ud, at partiet ikke vil være med til at gennemføre skattelettelser inden næste valg.

– Det bliver bestemt svært at gennemføre skattelettelser uden deres støtte, og derfor håber jeg også på deres støtte, siger Jakob Ellemann-Jensen.

– Lad os nu se. Vi er fire forskellige partier i den blå lejr, og vi har fire forskellige holdninger. Det er der sådan set ikke noget overraskende i eller nyt i.

– I efteråret fandt de fire blå partier hinanden i finanslovaftalen, så mon ikke også, at vi finder en løsning på det her, siger han.

Regeringen er hele tiden truet

Selv om Dansk Folkeparti flere gange siden valget har lagt luft til regeringens ambition om skattelettelser, strammer DF-formanden nu sin modstand mod skattelettelser mere end nogensinde, siden Lars Løkke Rasmussen overtog regeringsmagten.

Regeringens prognose for, hvor meget befolkningen vokser frem til 2020 lyder på knap 100.000 personer på grund af flygtningestrømmen til Danmark.

Det betyder ifølge Finansministeriet en ekstraregning for flygtningeudgifter på 6,4 milliarder kroner i årene 2017 til 2020. Der er derfor ikke længere råd til at gennemføre skattelettelser, lyder det fra Dansk Folkeparti.

Samtidig har Liberal Alliances formand Anders Samuelsen meget kraftigt truet med at vælte regeringen, hvis han ikke får topskattelettelser til efteråret, når partierne skal forhandle om en skattereform.

– Der har været få dage i regeringens levetid, hvor regeringen ikke har været truet på dens eksistens, siger Jakob Ellemann-Jensen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS