Venstre-profil forlader Folketinget

Michael Aastrup Jensen erstattes i Folketinget af tidligere landsholdsspiller i håndbold Erik Veje Rasmussen

Offentliggjort Sidst opdateret

Michael Aastrup Jensen udnævnt som ambassadør

Michael Aastrup Jensen forlader Folketinget for at blive Danmarks ambassadør til Europarådet.

Han tiltræder sin nye stilling i Strasbourg den 1. august 2025.

Erik Veje Rasmussen erstatter ham i Folketinget.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen (V), der er formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, udtræder af Folketinget 30. juni.

Regeringen har nemlig udnævnt ham som ambassadør og Danmarks faste repræsentant til Europarådet i Strasbourg. Han tiltræder stillingen 1. august 2025.

Michael Aastrup Jensen har været folketingsmedlem siden 2005.

- En ære 

- En ære og et nyt kapitel i mit livslange arbejde for demokrati, frihed og menneskerettigheder, skriver Michael Aastrup Jensen på X.

Samme sted konstaterer Venstres formand, forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at "Michael bliver en stor gevinst for Danmark".

Michael Aastrup Jensen erstattes i Folketinget af den tidligere landsholdsspiller i håndbold Erik Veje Rasmussen, oplyser Venstre. 

Erik Veje Rasmussen er i øjeblikket assistenttræner for håndboldherrerne i Bjerringbro-Silkeborg. 

Hans kontrakt udløber til sommer.

Michael Aastrup Jensen (V) er snart fortid i Folketinget. (Arkivfoto).

Intet med EU

Europarådet har hovedsæde i Strasbourg og har ikke noget med EU at gøre. 

Rådet har til formål at overvåge demokratiets og retsstatens tilstand og menneskerettighedernes vilkår i medlemslandene. 

Danmark har været medlem siden oprettelsen i 1949.

Powered by Labrador CMS