Venstre-politiker taget i bil med stoffer i blodet

Politikeren er meget brødebetynget.

Jakob Engel-Schmidt er taget med stoffer i blodet, mens han kørte bil. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2016)
Offentliggjort Sidst opdateret

Folketingsmedlem (og medlem af Venstre) Jakob Engel-Schmidt blev taget med stoffer i blodet, mens han kørte bil. Det skriver Ekstra Bladet, der har fået aktindsigt i sagen.

Lige nu holder han orlov fra Folketinget for at være direktør på ungdomsuddannelsen Niels Brock.

Af døgnrapporten fra Københavns Politi, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i, fremgår det, at Jakob Engel-Schmidt natten til 4. juli sidste år ikke just var samarbejdsvillig, da han blev stoppet af politiet.

Patruljen beskriver her, at den stoppede Engel-Schmidts bil på Lyngbyvej i København på grund af en lygtefejl.

Erkender fejltagelse

Politikeren selv har valgt at dele historien på sin Facebook-profil.

Jeg har dummet mig. Alvorligt – og jeg skammer mig.

I juli sidste år lavede jeg mit livs fejltagelse. Jeg blev stoppet af politiet grundet en defekt lygte på bilen, fik taget en blodprøve, og den viste, at jeg ikke måtte køre bil, fordi jeg havde ulovlige stoffer i blodet – det var kokain. Det er på alle måder fuldstændig uacceptabelt.

Jeg havde ikke sat mig ind i en bil, hvis jeg vidste, at jeg ikke kunne køre. Det er ingen undskyldning – jeg skulle have tænkt mig om.

Det er aldrig acceptabelt at være påvirket bag et rat. Jeg har udsat andre for fare, og jeg er lykkelig for, at der ikke skete nogen noget den aften. Endnu en ting er, at man skal følge landets love og regler. Det har jeg vægtet både som politiker og som borger – og derfor græmmer jeg mig ekstra meget.

Det her er en læring – for livet. Udover at undskylde over kollegaer, både nuværende og tidligere, så har jeg undskyldt overfor min familie og min kæreste.

Jeg lægger mig fladt ned. Der er ingen god undskyldning. Jeg har været et kæmpe fjols. Det skal jeg tage ansvar for, skriver han.

Bøde og ubetinget frakendelse

Efter en lang sagsbehandlingstid viser det sig altså nu, at sigtelsen efter færdselslovens narkoparagraf (§54) har udløst en bøde og en ubetinget frakendelse af kørekortet i tre år.

Powered by Labrador CMS