Venstre: Klogt at tvangsfjerne 15-årig dreng

Martin Geertsen (V). Pressefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Venstre opfordrer kommunerne til at tage mere kradse metoder i brug for at slå ned på radikaliseringen i en tidlig alder.

Derfor er det også helt okay, at Aarhus Kommune sidste år valgte at tvangsfjerne en 15-årig dreng fra sit hjem, fordi der var en mistanke om, at han blev radikaliseret af sin far, mener integrationsordfører, Martin Geertsen (V).

»Det er en klog beslutning Aarhus Kommune har truffet. Vi har set, hvad det kan føre til, hvis vi ikke griber ind i tide,« siger Martin Geertsen.

Drengen fra Aarhus er blevet tvangsfjernet efter underretninger fra skolen og politiet om, at drengen i skolen havde sagt, at »man gerne må slå jøder ihjel,« og »selvmordsbomber er ok, hvis det er for at ramme vantro.«, skriver Jyllands Posten. Faderen afviser at skulle have søgt at radikalisere drengen, som kommunen mener.

Derudover havde politiet erfaret fra drengens omgangskreds, at han talte om at rejse til Syrien.

Det er signaler som disse, der gør, at det i orden, at kommunen griber ind, mener Martin Geertsen, der melder sig klar til at give bedre muligheder for tvangsfjerne radikaliserede unge generelt i kommunerne.

»Man kunne godt forestille sig, at der blev ændret noget lovgivning, så vi bedre kunne tvangsfjerne de unge, der er på vej ud i en radikalisering,« siger han.

Powered by Labrador CMS