Venskaber fylder for Sommerdahl-stjerne
Venskab er et tema, der fylder i TV 2 Charlie-serien "Sommerdahl". I sit eget liv sætter skuespiller André Babikian stor pris på tætte og fortrolige venskaber.
Det er vigtigt for skuespiller André Babikian at have gode venner i sit liv.
Og der er masser af plads til nye i flokken.
- Jeg har helt vildt gode venskaber. Tætte venner er noget, jeg har samlet på hele mit liv, og det er noget, som jeg stadig samler på, siger han og tilføjer:
- Jeg er åben, og det kommer jeg også til at være, når jeg er 80.
Ærlige relationer
Når André Babikian møder et menneske, han synes om, er han god til at skabe en relation. Det kommer naturligt til ham.
Samtidig lægger han også meget tid og energi i at pleje gamle venskaber.
- Jeg har ærlige relationer, hvor vi kan være tætte og fortrolige og kede af det og glade. Der er ikke nogle former for distance, siger han og tilføjer:
- Hvis der er det, så er man ikke rigtige venner for mig.
Sat op prøve
Netop venskab er et tema i TV 2 Charlie-serien "Sommerdahl", som netop nu ruller over skærmen.
I serien spiller André Babikian rollen som politiefterforskeren Flemming Torp, der er bedste ven og makker til seriens hovedperson, Dan Sommerdahl, spillet af Peter Mygind.
Men venskabet mellem Flemming og Dan bliver sat på prøve, da Flemming finder sammen med Dans ekskone.
Skiftede kurs
Rollen som Flemming er på en måde blevet André Babikians comeback. Med undtagelse af et par enkelte småroller stod han sidst fast foran et kamera, var i DR's dramaserie "Livvagterne", der blev sendt fra 2009 til 2010.
I den otte år lange pause skiftede den 51-årige skuespiller fuldstændig kurs.
Han var blandt andet med til at stifte spisestedet H15 i Kødbyen i København, og så uddannede han sig som coach i ledertræning.
Spiste frokost på hans restaurant
André Babikian fik faktisk rollen som Flemming, fordi en Sommerdahl-caster spiste frokost på hans restaurant. Hun spurgte, om han ville give et bud på rollen, og derfra er resten historie.
André Babikian arbejder stadig freelance med ledertræning for et stort konsulenthus - det bruger han otte måneder om året på. De sidste fire bliver brugt i Helsingør, når "Sommerdahl" bliver optaget.
En befrielse
- Det passer mig rigtig godt, at jeg fire måneder om året har noget fast. Det er bare en befrielse at have en hverdag, der er mere struktureret end resten af tiden, siger han og fortsætter:
- Jeg bruger min tid på noget, der interesserer mig, og jeg tjener penge, mens jeg har det sjovt.
Det er også kollegerne fra Sommerdahl-castet, der trækker André Babikian tilbage til Helsingør hver sommer.
Ikke alle er heldige
- Vi har et totalt dejligt fællesskab. Hvis der er tid i pauserne, så hopper vi i havet eller sidder i solen, fortæller André Babikian.
Men det er ikke alle i skuespilbranchen, der er lige så heldige.
- Der er mange af mine gode kolleger, der kæmper med at få det hele til at hænge sammen. Jeg håber, at der snart kommer gang i branchen igen, siger han.
Det gælder dog ikke "Sommerdahl". Holdet bag er allerede gået i gang med at filme den sjette sæson.
Millioner af seere
Serien har vundet indpas i mange tv-seeres hjerter i Danmark - men også i det store udland.
I Tyskland er den blevet et kæmpe hit.
Ifølge Helsingør Dagblad tændte 11 millioner seere i 2021 for den tyske tv-kanal ZDF, når "Sommerdahl" rullede på skærmen.
Dertil kan serien også ses i omkring 40 andre lande, blandt andet i Frankrig, Canada og Australien.
Kan samle en familie
- Jeg tror, at "Sommerdahl" kan noget fredsommeligt og hyggeligt. Den kan samle en familie, uden at det er for heftigt, siger André Babikian.
- Med alt det der sker i Rusland og Ukraine og i særdeleshed i Gaza og med klimaet, så er der mange ting, der kan bekymre en i hverdagen, og derfor tror jeg, at mange bruger "Sommerdahl" til at koble af.
Kan køre i årevis
- Det er et nemt univers, der gør, at man har lyst til at bruge en lille time hver uge på at se det.
Han tror, at "Sommerdahl" nemt kan køre 10-15 år endnu.
- Da jeg startede, var jeg mørkhåret, men nu er jeg nærmest helt gråhåret. Det kan være, at vi fortsætter til den dag, jeg går med rollator, siger André Babikian.
"Sommerdahl" kan ses hver søndag på TV 2 Charlie og på TV 2 Play.