Vender ikke tilbage
Særlig rådgiver i statsministeriet Sara Vad Sørensen vender ikke tilbage efter barsel, skriver ministeriet
Særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen (S) Sara Vad Sørensen har opsagt sin stilling i forbindelse med, at hendes barsel ophører. Ny særlig rådgiver i det politiske sekretariat bliver Sofie Findling Andersen.
Det oplyser statsministeriet i en pressemeddelelse.
- Sara er et af de dygtigste mennesker, jeg har arbejdet sammen med. Hun besidder en stor faglig indsigt, der har været uvurderlig i forberedelsen af de politiske udspil, vi præsenterede før valget og efterfølgende i hendes rådgivning af regeringen.
Otte år
- Derfor ærgrer det mig også, at Sara ikke kommer tilbage efter sin barsel, skriver Mette Frederiksen i meddelelsen.
Sara Vad Sørensen har fulgt Mette Frederiksen i otte år. Hun startede som ministersekretær for hende i beskæftigelsesministeriet og blev efterfølgende hendes politiske assistent, da magten skiftede i 2015, og Mette Frederiksen blev formand for Socialdemokratiet.
Fulgte Mette
Da Mette Frederiksen vandt statsministerposten, blev Sara Vad Sørensen særlig rådgiver i statsministeriets politiske sekretariat.
Det skete, da Mette Frederiksen oprettede sit politiske sekretariat.
Her blev Martin Rossen udnævnt til stabschef, mens Martin Justesen og Sara Vad Sørensen blev ansat som særlige rådgivere for at bistå stabschefen med "strategisk prioriterede projekter, kommunikation og koordination med videre".
Kun én tilbage
Siden da har Martin Rossen forladt stillingen. Og efter Sara Vad Sørensen har gjort det samme, er kun Martin Justesen tilbage af det originale rådgivningstriumvirat.
Sofie Findling Andersen har været ansat som barselsvikar for Sara Vad Sørensen og overtager nu stillingen. Hun har tidligere været særlig rådgiver i Erhvervsministeriet.
Det politiske sekretariat består nu at stabschef Martin Justesen, Sofie Findling Andersen og særlig rådgiver Nana Zarthine Christensen.
Privat er Sara Vad Sørensen gift med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). De har netop fået deres andet barn.