Vejret og vejene er helt vilde torsdag morgen: Her er det værst

Det er glat udenfor. Meget glat. Så du skal passe meget på.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke bare glat mange steder, det er spejlglat.

Eller måske er metaforen; ‘som at køre i brun sæbe’ mere passende.

I hvert fald skøjtede denne journalists bil lidt mere end normalt på vej til redaktionen.

– Det er rigtigt lumkst. Sneen lægger sig på vejen som sjap. Og vejtemperaturerne ligger på frysepunktet, siger Lars Henriksen, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.

Hvor det er værst, og hvor Vejdirektoratet advarer om de glatte veje her til morgen, kan du se i galleriet over artiklen.

– Vi kan se på vores kameraer, at sneen bliver liggende, siger Lars Henriksen.

Lars Henriksen fortæller videre, at det dog lige nu er værst i den centrale del af Jylland og nedover Fyn.

– Det er en front, der har ramt landet, men som bevæger sig mod nordøst, siger vagtchefen.

En smule sol

Det betyder, at det begynder at klare op fra syd, hvor der endda kan komme lidt sol, der så ændrer sig til spredte byger med slud i.

Værre er det, hvis du bor i den nordlige del af Jylland; her vil hele dagen byde på skyer med regn, slud og/eller tøsne.

Temperaturerne kommer til at ligge mellem en og seks grader – varmest helt ude ved vestkysten.

– Det er på grund af vandets varme, siger Lars Henriksen.

I løbet af aftenen og natten bliver det efterhånden mere skyet – og igen er det nordjyderne, der må stå mest for skud.

– I Nordjylland kommer der slud og sne – i resten slud. Og temperaturerne kommer til at ligge fra frysepunktet op til fire graders varme, siger Lars Henriksen.

Stigende temperaturer

De næste par dage kommer også til at byde på nedbør – sikkert indeholdende sne.

Herefter kommer temperaturerne til at stige.

– Og så er det slut med nattefrost nogen tid, slutter Lars Henriksen.

Powered by Labrador CMS