Vejdirektoratet advarer mod kviksand: Her må du ikke gå hen
Det kan lyde mærkværdigt, men den er god nok. Vejdirektoratet advarer mod kviksand - og det er altså ikke i et computerspil.
Kviksand. Bare ordet emmer af dramatik, og det fremkalder tanker om film og computerspils vilde udfordringer og scener. Samtidig så er det et helt ægte fænomen, og det er lige præcis kviksand, som Vejdirektoratet nu advarer mod. Årsagen er et stort byggeri.
I forbindelse med anlægsarbejdet på Holstebromotorvejen mellem Tvis og Mejrup er entreprenøren M.J. Eriksson nemlig ved at udgrave jord, som skal bruges på strækningen. Det jord kommer fra en råstofsø lige syd for Viborgvej.
Janie Winther Ipsen, der er projektleder på byggeriet, fortæller til Newsbreak.dk, at udgravningen foregår under grundvandspejlet, og det har stor betydning for lige netop dannelsen af kviksand. Jorden er våd og bliver lagt i bunker i depoter langs med råstofsøen, for at vandet i løbet af et døgns tid kan løbe bort, og sandet kan transporteres videre til bestemmelsesstedet. Resultatet heraf er, at der efterlades et ustabilt lag i sandet, der virker som kviksand.
Kan blive farligt
Ganske som det ellers ser ud i film, så har kviksand netop den effekt, at man kan synke ned i det og sidde fast. Derfor føler Vejdirektoratet sig nødsaget til – igen i øvrigt – at advarer mod dette.
– Det er ikke fordi, vi har fået konkrete meldinger om, at folk går der eller har siddet fast, men med sådan store byggerier kan det sagtens ske, at der kommet nogen og kigger på. Men det kan altså være forbundet med stor fare at komme for tæt på, siger Janie Ipsen, der i øvrigt minder om, at det som sådan slet ikke er tilladt at færdes på en byggeplads uden tilladelse.
Jorddepoternes placering skifter løbende, så det er hele området omkring søen, man skal holde sig fra.
Det kan desuden være svært at kende forskel på jord med konsistens af kviksand og almindelig jord, for efterhånden som den vandholdige jord tørrer, får den samme farve som jorden ved siden af.
Udgravningen af jord ved råstofsøen forventes at vare indtil foråret 2018. Hele byggepladsen fylder omkring 13 hektar.