Ved du godt, at politiet holder ekstra øje med nogle helt særlige bilister lige nu?
politikontrol er allerede i gang.
I denne uge har politiet faktisk gang i en landsdækkende kontrol, hvor særligt én type bilist er under lup. Indsatsen varer til og med søndag den 10. juni, og den er en del af et fælleseuropæisk samarbejde. Det hedder TISPOL.
Spirituskørsel udgør en alvorlig fare for ulykker i trafikken, skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse. Det er netop derfor, at den igangværende indsats er målrettet bilister, der begår spiritus- og narkotikakørsel.
“På trods af, at det er blevet mindre accepteret at køre i påvirket tilstand, er der stadig spirituspåvirkede trafikanter i hver femte dødsulykke. Der er cirka ti gange højere risiko for at komme alvorligt til skade som bilist, hvis man er spirituspåvirket i let grad, og risikoen stiger eksplosivt med stigende promille“, skriver politiet.
– Spritkørsel er uacceptabelt, og noget som et markant flertal af danskerne tager afstand fra. Men trods det er der fortsat nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet. Målet med vores kontroller er at få dem stoppet, før de skader sig selv eller andre, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
I de seneste fire år er næsten 130 trafikanter blevet dræbt og lidt mere end 900 er kommet alvorligt til skade i spiritusuheld. Derfor er der ifølge politiet en øjensynlig god grund til at stoppe spritkørsel – og bekæmpe den aktivt.
– Vi ved fra undersøgelser, at alt for mange sætter sig bag rattet, selv om de er i tvivl om deres promille. Det betyder desværre ulykker på vejene, hvor personer kommer til skade eller mister livet. Hvis man er det mindste i tvivl om sin promille, bør man lade bilen stå, siger Berthelsen.