Vatikanet forbyder glutenfrit nadverbrød
I dag er det muligt at købe nadverbrød i supermarkeder og på nettet. Det har fået Vatikanet til at reagere.
Der er dårligt nyt til glutenallergikere og andre katolikker, der ikke rører det lille protein, som blandt andet findes i hvede, byg og rug.
For det usyrede brød, der spises til nadver, må ikke være glutenfrit.
Det har Vatikanet besluttet, skriver en række medier, heriblandt The Guardian og nyhedsbureauet AFP.
Samtidig er det fuldstændigt forbudt at bruge vin med tvivlsom oprindelse.
Beslutningen er truffet, efter at både nadverbrød og -vin kan købes i supermarkeder og “endda på nettet”, oplyser kardinal Robert Sarah ifølge AFP.
Nadverbrødet må gerne have et lavt glutenindhold. Det vigtigste er, at brødet er fremstillet uden tilsætningsstoffer eller andre fremmede materialer, dikterer Vatikanet.
Samtidig minder kardinal Sarah biskopper om, at brødet bør være fremstillet af personer, som er “meget anerkendte for deres integritet”, og at frugt eller sukker i brødet heller ikke er tilladt.
Der findes omkring 1,2 milliarder katolikker i hele verden. Det er uvist, hvor mange af dem der ikke kan tåle gluten.
/ritzau/