Vask dit tøj så farven holder

Er du træt af, at farven på dit tøj ikke holder, så vasker du muligvis forkert. Læs, hvordan du vasker bedst for at bevare farven i tøjet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Du har sikkert prøvet det før. Yndlingsjeansene er blevet forvaskede, og den skjorte, der engang var hvid, er blevet trist og kedelig at se på.

Det kan være en skam at smide tøj ud, bare fordi farven er falmet.

Forlæng levetiden på dit tøj

Men hvis du vasker med omtanke, kan du bevare farven og forlænge levetiden på dit tøj.

Det forklarer Christel Søgaard Kirkeby, der er projektleder og testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk.

Ifølge projektlederen vasker vi alt for ofte vores tøj.

Det er en af forklaringerne på, at tøjet mister sin farve og blegner.

– Der er ingen grund til at vaske tøjet mere end højst nødvendigt. Er der pletter på, så skal det selvfølgelig vaskes, men ellers kan du sagtens bruge tøjet flere gange, siger hun.

Og det er ikke kun de mange ture i vaskemaskinen, der slider tøjet.

Måden du vasker på er afgørende

Rengøringsekspert Ann-Alicia Ilskov, der er tidligere husholderske i kongehuset og nu har bloggen Husmoderen.dk, fortæller, at måden vi vasker på, også er afgørende.

– Det er helt essentielt, at vi sorterer tøjet efter farver, siger hun og forklarer, at man også kan underinddele farverne efter intensiteten, og derved undgå at de mørke farver smitter af på de lyse farver.

Skal du vaske helt nyt tøj, så læg tøjet i en balje, og fyld den halvt med vand og halvt med eddike. Så holder tøjet bedre på farven fremover.

Lad det ligge en times tid, før du vasker det i maskinen.

Håb for dine forvaskede jeans

Hvis du endnu ikke har smidt dine forvaskede yndlingsjeans ud, så er der håb for dem endnu, fortæller Ann-Alicia Ilskov.

– Hver gang du køber nyt tøj, så vask det med dit gamle tøj i lignende farver. Det får den overskydende farve til at smitte af, og fremhæve farven i det slidte tøj, siger hun.

Når tøjet skal vaskes, så vask på 20 eller 30 grader, hvis det ikke er for beskidt.

Det kolde vand virker mere skånsomt, og tøjet holder derfor bedre på farven.

Dog skal du huske at købe en specialegnet sæbe til de lave temperaturer.

Vasker du derimod hvidt, er det ikke nødvendigt med de lave temperaturer. Her skal du blot huske at bruge vaskepulver frem for flydende sæbe, da det har en blegende effekt.

Du kan også tilsætte en skefuld natron i vaskepulveret, for en ekstra blegende effekt.

Hæng hvidt tøj i solen

Når det hvide tøj skal tørres, kan du med fordel hænge det ud i solen, som bleger tøjet. Det kulørte tøj skal du af samme grund undgå at hænge direkte i solen. Undlad tørretumbler, da det slider og skader tøjet.

Uanset om du vasker hvidt eller kulørt, så råder begge eksperter til ikke at bruge skyllemiddel, da det både skader miljøet, og ødelægger den membran i tøjet, som sørger for enten at absorbere eller afvise sved og vand.

For at få blødt tøj kan du i stedet erstatte skyllemiddel med en halv deciliter eddike, råder rengøringseksperten Ann-Alicia Ilskov.

– Når dosseringen af eddike ikke er højere, vil tøjet ikke komme til at lugte, forsikrer hun.

Se i galleriet, hvordan du bibeholder farven i tøjet…

 

Kilde: Forbrugerrådet Tænk, Husmoderen.dk.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS