Varevogn pløjer gennem folkemængde i Barcelona
En varevogn har påkørt flere personer på Ramblaen i Barcelona.
En varevogn har torsdag eftermiddag kørt ind i en menneskemængde og har ramt flere personer i Barcelona.
Angrebet er sket på byens kendte turist- og shoppingstrøg, Ramblaen.
Ifølge politiet drejer det sig om en hvid varevogn, der er kørt op på et fortov og har ramt adskillige. flere personer er ifølge politiet kommet til skade i det “omfattende sammenstød”.
Uofficielle meldinger om mange dræbte
Catalansk politi bekræfter på Twitter, at mindst én person er dræbt, og 32 er sårede. Politiet oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at mindst 10 af de 32 er alvorligt sårede.
Radiostationen Cadena Ser og den store spanske avis El Pais har tidligere citeret politikilder for, at 13 personer er døde i angrebet.
Informationen er ikke officiel og stammer ifølge El Pais fra opsnappet politikommunikation.
Politiet har meddelt officielt, at de behandler episoden som et terrorangreb. Politiet oplyser også, at motivet bag angrebet er ukendt.
Angrebet skete omkring klokken 17.00 dansk tid.
Efter angrebet har den catalanske redningstjeneste skrevet på Twitter, at en hændelse har fundet sted ved Placa Catalunya, og at personer bør undgå at færdes ved pladsen.
Pladsen ligger, hvor La Rambla ender, og er ligeledes en turistattraktion i byen.
Metro og togstationer er blevet lukket i området.
Gerningsmænd har taget gidsler
Mange folk, der befandt sig nær den voldsomme hændelse, har søgt sikkerhed i caféer og butikker i området.
Føreren af bilen er ifølge den spanske avis El Pais flygtet til fods. Avisen citerer en politikilde.
Ifølge avisen befinder en eller flere gerningsmænd sig nu på en bar, og ifølge de seneste meldinger har flere gerningsmænd forskanset sig på en restauration med flere gidsler.
Du kan følge de seneste nyheder om sagen i Ritzaus livedækning herunder:
Artiklen opdateres…