Var nær gået galt: Strande mangler livsvigtig hjælp

Manglen på redningsskilte langs Fanøs østkyst kan risikere at koste menneskeliv, lyder kritikken. Problemet er landsdækkende, lyder det fra Danske Beredskaber.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag den 20. september klokken 13.04 lød alarmen. En mand var fanget i dyb mudder ud for Fanøs østkyst.

En turist på øen var taget ud for at samle østers i havet, da han pludselig fik hastigt brug for hjælp i sidste uge.

Hans følgeskab på fisketuren skyndte sig at tilkalde hjælp, og efter alarmen lød, gik der cirka ti minutter, inden både og redningshelikopteren lokaliserede ham og halede ham fri fra det dybe mudder.

– Vi måtte søge ad flere veje, før vi kunne finde ud af, hvor han befandt sig, siger Niels Fischer-Nielsen, stationsleder hos Sønderho Redningsstation til DR Syd.

Redningsmandskabet nåede frem, og turisten blev reddet.

Ikke nok redningsskilte

Men årsagen til, at det var ved at gå galt, skyldtes ikke et brandvæsen, der sov i timen.

På Fanøs østkyst er der nemlig ikke nok af de redningsskilte, der står på pæle langs kysterne i Danmark, mener stationsleder Niels Fischer-Nielsen på Sønderho Redningsstation på Fanø.

Redningsskiltene fungerer lige som kantpælene langs vejene.

Det er nummererede skilte, som står langs stranden. Når man tilkalder hjælp, kan man opgive nummeret på det nærmeste redningsskilt, så beredskabet kan finde det rigtige sted.

Derfor hedder skiltene også redningsnumre.

Langs Fanøs østlige kyst er der ni redningsskilte. Men da de er fordelt på en 20 kilometer strækning, er der så langt i mellem dem, at det for redningsmandskabet føles som at lede efter en nål i en høstak, siger stationsleder Niels Fischer-Nielsen:

– Konsekvensen er, at vi ikke kan finde de mennesker, vi leder efter, fordi de har svært ved at forklare, hvor de er henne. Vi risikerer, at nogen dør af det.

Kommunerne skal tage initiativ

Det er kommunerne, der skal tage initiativ til at søge om at få sat redningsskiltene op.

Christian Lorenzen (K), der er formand for Erhvervs-, Natur og Teknikudvalget i Fanø Kommune, peger på, at kommunen vil sætte to nye skilte op på østsiden af øen.

Ifølge forvaltningen venter man nu på, at Rigspolitiet behandler kommunens ansøgning.

Christian Lorenzen siger, at det er vigtigt at få skabt et overblik over, hvor mange skilte der skal op, inden man sender flere ansøgninger afsted.

– Jeg vil nu tage initiativ til, at man sætter samtlige parter i beredskabet sammen og laver et samlet overblik over, hvor mange redningsskilte vi skal have her på Fanø, siger Christian Lorenzen til DR Syd.

– Hvis man kigger på et kort over redningsskilte her på Fanø, så ser det sporadisk og tilfældigt ud. På vestsiden er det ikke noget problem, der har vi en stor bred strand, hvor man kan køre på. Der kan vi sætte dem med jævne mellemrum, men på østsiden er det en anden snak, for der er det ret uvejsomt.

– Så jeg er interesseret i at høre, hvad politi, ambulancetjeneste, brandvæsen og søredning mener, der giver bedst mening. Så hvis de parter kan blive enige om en plan for det, så kan vi kan sende nogle ansøgninger afsted til Rigspolitiet.

Problem i hele landet

Ifølge Danske Beredskaber og Rådet for Større Badesikkerhed er problemet med de manglende redningsskilte ikke kun et problem på Fanø, men langs vandkanten flere steder i landet.

– Det der med at få sat redningsnumre op igen eller få dem tydeliggjort kan knibe lidt. Det kan det flere steder i landet, siger sekretariatschef for Danske beredskaber Bjarne Nigaard til DR Syd.

John Mogensen, der er livredder og bestyrelsesmedlem i Rådet for Større Badesikkerhed, ærgrer sig over, at kommunerne ikke bruger de få penge, der skal til.

– Vi har 50 drukneulykker om året, og sammenligner man det med, hvor få penge vi bruger på området, er det klart, at man bruger uendelig lidt på den her sikkerhed, siger han til DR Syd.

Artiklen fortsætter under videoen

Selvom det kan koste menneskeliv, når redningsmandskabet leder forgæves uden en præcis stedangivelse, slap turisten på Fanø med en slem forskrækkelse.

Turisten har umiddelbart ikke fået mén af ulykken.

Han blev tjekket af ambulanceredderne med det samme og kunne tage direkte derfra uden behov for indlæggelse.

Powered by Labrador CMS