Var det sidste vink?
Legenden Roger Federer er i tvivl, om han har spillet sin sidste Wimbledon-turnering i karrieren efter nederlag onsdag
Det er ikke mange gange i karrieren, at schweiziske Roger Federer er gået fra Wimbledons Centre Court som taber af en kamp.
Men det gjorde han onsdag - og måske var det Federers sidste kamp på det mest berømte tennisgræs i verden.
- Selvfølgelig vil jeg gerne spille igen, men med min alder ved man bare ikke, hvad der venter lige om hjørnet, siger Federer ifølge Dailymail.
Federer, der har vundet Wimbledon otte gange, bliver 40 år til august og er stadig ved at komme sig over knæproblemer, der har holdt ham ude i over et år.
Banket af polak
Onsdagens nederlag til polske Hubert Hurkacz i tre klare sæt vidnede i hvert fald om en schweizer, der ikke har fordums styrke.
En styrke, som han forsøgte at bygge op til denne turneringen gennem sin genoptræning.
- Når du genoptræner, så har du brug for et mål. Dette Wimbledon var mit første store mål.
- Nu hvor det er ovre, skal jeg revurdere alting. Nu skal jeg tage mig god tid, snakke med mit team og ikke forcere tingene. Målet er selvfølgelig at spille, siger Roger Federer.
Kongen af Wimbledon
Federer er den mest vindende tennisspiller nogensinde i Wimbledons historie, som går hele 144 år tilbage.
De otte sejre er én mere end Pete Sampras og William Renshaw.
Roger Federer har tabt finalen ved Wimbledon fire gange.
Sammen med spanieren Rafael Nadal er Roger Federer også den tennisspiller med flest Grand Slam-sejre.
Grand Slams er betegnelsen for de fire største tennisturneringer i verden, som er Wimbledon, French Open, US Open og Australian Open.
De har hver 20 sejre.