Vanvittigt vejr: Fra sjaskvådt skybrud til strålende solskin

Vejret 29. maj 2018 har allerede vist sig fra sin våde side flere steder i det jyske - men alligevel bliver tirsdagen både varm og tør over det meste af landet. I den østlige del af Jylland har et skybrud dog sneget sig forbi.

Vejret 29. maj 2018 bliver skidt – eller i hvert tilfælde vådt – inden det bliver godt igen. Men rigtig koldt bliver det aldrig. Arkivfoto: Torben Christensen/Scanpix
Vejret 29. maj 2018 bliver skidt – eller i hvert tilfælde vådt – inden det bliver godt igen. Men rigtig koldt bliver det aldrig. Arkivfoto: Torben Christensen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Vejret 29. maj 2018 bliver – set gennem en meteorologs optik – spændende. Heldigvis bliver den også både varm og tør over det meste af landet.

– Vi har en frontzone, som ligger næsten stille fra den nordlige del af Tyskland op langs den østlige del af Jylland. Og den fører rigtig mange byger med sig, fortæller Martin Lindberg til Newsbreak.dk tirsdag morgen.

(Det betyder, at DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, stadig varsler om kraftig regn og torden (se kortet i galleriet)).

Han er vagthavende meteorolog hos DMI – og for ham er vejret 29. maj 2018 intet mindre end interessant.

– Der er allerede faldet store mængder nedbør i den del af landet, og her i løbet af morgenen tynder det ud, selv om jeg har forlænget vores varsel, forklarer Martin Lindberg.

Lokalt har der været skybrud flere steder

De steder, hvor der vil falde mest regn, der vil der ifølge meteorologen falde helt op imod 60 millimeter.

– Det er hvis vi ser samlet på det, og altså tæller det nedbør med, der allerede er kommet i nat. Men der har været lokale skybrud flere steder, og der er adskillige områder, hvor der er faldet 30 millimeter, påpeger Martin Lindberg.

Definitionen på et skybrud er, at der i løbet af en halv time falder mindst 15 millimeter regn.

På sigt skal der nok komme sol over Danmark

– Men det begynder så småt at klare op, og kigger på eksempelvis Sjælland, så bliver det stort set hele dagen en dejlig og solrig dag med temperaturer helt op imod 28 grader, understreger han.

Der bliver ikke så meget sol i Jylland før i løbet af eftermiddagen, hvor der kommer en opklaring. Og på sigt skal der nok komme sol.

– For hele landet gælder det, at temperaturen vil lægge sig et sted mellem 22 og 28 grader – varmest på det vestlige Sjælland og køligst i det østlige Jylland, fortæller Martin Lindberg.

Og det bliver endnu bedre i morgen, onsdag 30. maj.

Der er lagt i ovnen til ny varmerekord

– Vi får over hele landet en tør og solrig dag med ægte højsommervarme. I morgen eftermiddag bliver det et sted mellem 25 og 30 grader i hele landet – og det bliver varmest i vestlige Jylland. Alt tegner til, at det helt klart bliver den varmeste dag foreløbig, pointerer Martin Lindberg.

Vindmæssigt bliver det let til jævn vind i dag – mens den løjer af til onsdag.

– Her forventer vi en svag til jævn vind fra øst og nordøst, forklarer meteorologen.

Man kan se en mere detaljeret vejrudsigt på DMIs hjemmeside. Her er det også muligt at tjekke vejrudsigten helt lokalt.

Powered by Labrador CMS