Vanvidsbilister skal i fængsel med det samme

Transportministeren fremsætter et nyt forslag, der skal dæmme op for vanvidsbilisterne.

En betjent blev dræbt i en ulykke. En 26-årig, der var indblandet, blev flere gange efter taget af politiet. Nu vil regeringen stramme op. KLIK for mere info. Foto: Presse-fotos.dk.
En betjent blev dræbt i en ulykke. En 26-årig, der var indblandet, blev flere gange efter taget af politiet. Nu vil regeringen stramme op. KLIK for mere info. Foto: Presse-fotos.dk.
Offentliggjort Sidst opdateret

En 26-årig mand var i juli 2019 involveret i en ulykke, der kostede en 35-årig betjent livet.

Flere gange efter ulykken blev han taget med for høj fart og spiritus i blodet.

Nu vil regeringen stramme lovgivningen.

Det skriver DR.

(I galleriet over artiklen kan du blandt andet se fordelingen af ulykker på landspland

Artiklen fortsætter under videoen

Det er transportminister Benny Engelbrecht (S), der står i spidsen for et forslag om stramninger i sager med grove overtrædelser; de skal kunne give ubetinget fængselsstraf første gang, hvor loven overtrædes.

– Hvis man kører så langt over hastighedsgrænserne, så er det ikke nok, at man bare får en bøde, siger Benny Engelbrecht til DR.

Hastigheder over 200 kilometer i timen skal ifølge forslaget give 20 dages fængsel plus en ubetinget frakendelse af kørekortet i minimum tre år.

Det samme skal gælde, hvis man overskrider hastigheden med 100 procent.

Stigning i trafikdræbte

Forslaget kommer samtidig med Vejdirektoratets foreløbige statistik over antallet af trafikdræbte i 2019.

205 personer mistede livet i trafikken herhjemme sidste år.

Især var der i det netop overståede år relativt mange dræbte i personbil samt på motorcykel og knallert 30 sammenlignet med tidligere.

I årets første tre kvartaler mistede 24 motorcyklister livet, og 11 personer på knallert 30 blev dræbt i trafikken, hvilket i begge tilfælde er det højeste antal i 10 år.

Antallet af dræbte i 2019 udgør en stigning i forhold til de foregående år. Fra 2014 til 2018 var der i gennemsnit 183 dræbte om året.

– Menneskelig adfærd spiller en væsentlig rolle i en stor del af dødsulykkerne. Da vi ved, at for høj hastighed, kørsel i påvirket tilstand og uopmærksomhed meget ofte er en faktor i dødsulykker, skal der sættes konkret ind her, hvis vi vil knække kurven og se en nedgang i antallet af dødsulykker. Udviklingen de senere år viser, at det går den forkerte vej for især de bløde trafikanter i byerne. Derfor vil jeg invitere branchen, politikere og andre interessenter til en eksperthøring, så vi kan få belyst mulighederne for, hvordan kommunerne kan få en større adgang til selv at fastsætte lavere hastigheder i byerne, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Samtidig var der relativt få dræbte i aldersgruppen 18-24 i 2019. I årets første tre kvartaler var der 13 personer i alderen 18-24 år, der mistede livet i trafikken, hvilket er historisk lavt.

Høj hastighed

Cirka halvdelen af dødsulykkerne i 2019 var eneulykker eller frontalkollisioner. Fælles for de to ulykkessituationer er, at høj hastighed ofte har haft en betydning for ulykkens opståen eller konsekvenser. Sammenlignet med de foregående år har der været usædvanligt mange eneulykker blandt dødsulykkerne i 2019.

– 2019 har desværre været et år med mange dræbte i trafikken. Det understreger, hvor vigtigt det er, at vi fortsat arbejder målrettet for at forbedre den hjemlige trafiksikkerhed. For eksempel var for høj hastighed medvirkende til 4 ud af 10 dødsulykker i både 2017 og 2018, mens uopmærksomhed eller utilstrækkelig orientering var medvirkende til 6 ud af 10 dødsulykker, siger Marianne Foldberg Steffensen, leder af Vejdirektoratets trafiksikkerhedsafdeling.

Færre tilskadekomne

Samtidig med at antallet af dræbte var højt i 2019, var antallet af tilskadekomne relativt lavt. De foreløbige tal tyder på, at der var mindre end 3.100 personer, som kom til skade i trafikken, hvilket er historisk lavt.

Modsat billedet for dødsulykker, var der væsentligt færre eneulykker med personskade i 2019 sammenlignet med de foregående fem år.

Stagneret i 2012

Antallet af dræbte i trafikken er faldet siden begyndelsen af 1970’erne, men dette fald er stagneret i 2012. Herefter har der været mindre udsving, men ikke nogen egentlig fremgang. Dermed bliver det svært at nå Færdselssikkerhedskommissionens mål om maksimalt 120 dræbte årligt i 2020.

– Politiet arbejder hver dag med at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken. Politiets strategi rummer tre fokusområder, som har dokumenteret stor betydning for antallet af dræbte og tilskadekomne – nemlig for høj hastighed, spirituskørsel og uopmærksomhed, siger Erik Terp Jensen, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Næsten hver tredje tilskadekomne var en cyklist

Der er stadig flest, der kommer til skade eller bliver dræbt i personbil, men antallet er faldet de senere år. Antallet af dræbte og tilskadekomne cyklister var lavere i 2019 end i 2018, men højere end i de foregående år. I 2019 var der flere dræbte og tilskadekomne på el-cykel og færre på almindelige cykler end i 2018.

Antallet af dræbte og tilskadekomne fodgængere var relativt højt i 2018, men er faldet lidt i 2019 og ligger på niveau med antallet i 2016 og 2017.

– Det er stærkt bekymrende, at der har været 20 % flere dræbte på et enkelt år. Denne kedelige udvikling kommer i forlængelse af, at vi i flere år har set en stagnation og ikke har opnået det ønskede fald i antallet af trafikdræbte. Det kan og skal lykkes at få de her ulykkestal med både dræbte og tilskadekomne ned, men det kræver en endnu mere fokuseret indsats fra politikere, myndigheder og organisationer. Det er samtidig vigtigt at fremhæve, at ni ud af 10 ulykker skyldes en decideret ulovlig eller uhensigtsmæssig adfærd ude i trafikken. Derfor må alle vi trafikanter også stille os selv det spørgsmål, hvad vi hver især kan gøre, for selv at bidrage til en mere sikker og tryg trafik, siger Mogens Kjærgaard Møller, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Ulykkestallene for 2019 er et foreløbigt estimat

Ulykkestallene stammer fra Vejdirektoratets ulykkesstatistik, der laves på baggrund af indberetninger om trafikulykker fra politiet. Såvel politiets rapportering som vejmyndighedernes behandling af indberetningerne pågår og tallene for 2019 vil først være endeligt opgjort i maj 2020. Der er derfor tale om et estimat ud fra de foreløbige tal i denne nyhed.

Powered by Labrador CMS