Vanvid: Bilist stoppet med barn i varerummet

En 21-årig man kan nu se frem til en klækkelig bøde.

Det bliver dyrt for en 21-årig mand, der mandag blev stoppet på Bornholm. KLIK for mere info. Foto: Colourbox.
Det bliver dyrt for en 21-årig mand, der mandag blev stoppet på Bornholm. KLIK for mere info. Foto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

En varebil med en 21-årig mand bag rattet blev mandag klokken 16.35 standset på Hentregårdsvej i Østermarie på Bornholm.

Det var måske ren rutine, men det var da kun, til betjentene fik kigget ind i bilen – så blev kuglepennen på det nærmeste slidt, da sigtelserne hurtigt væltede ned over manden.

På passagersædet sad en 19-årig kvinde med et 3-årigt barn på skødet. Barnet var ikke fastspændt. I bilens varerum lå et 10-årigt barn – i sagens natur heller ikke fastspændt. Bilen var ikke forsikret, føreren havde ikke kørekort og var desuden tilsyneladende påvirket af cannabis.

Et barn, der ikke er spændt fast giver – i begge tilfælde – en bøde på 2.000 kroner og et klip i kørekortet (hvis man altså har et).

Man må selvfølgelig heller ikke køre bil i påvirket tilstand.

– Han har fået taget en blodprøve på hospitalet, siger Eva Bundgaard, kommunikationsmedabejder ved Bornholms Politi, til Newsbreak.dk.

Flere sigtet

En af sigtelserne slipper den 21-årige dog for; det var nemlig ikke hans bil. Det betyder, at det familiemedlem, han har lånt bilen af, får bøden for ikke at have forsikret sin bil. Derudover får vedkommende en bøde for at låne sin bil ud til en person, der ikke har kørekort.

Det anslås, der kører 50.000 biler i Danmark uden den lovpligtige ansvarsforsikring. Fra januar 2019 skal den forseelse koste dagbøder på 250 kroner.

Den 21-årige blev løsladt på hospitalet efter blodprøven blev taget.

Hvad bøden – eller bøderne – i alt løber op i, har Eva Bundgaard på nuværende tidspunkt ikke overblikket over. Billigt bliver det dog ikke.

– Og nu går der nogle år, før han kan tage kørekort, siger Eva Bundgaard.

ATK uden meget at lave

Bornholms Politi havde mandag også en fotovogn på vejen på Nexøvej. Tre bilister kørte for stærkt i løbet af fire timer.

Højeste hastighed var 113 km/t, hvilket udløser et klip i kortet.

Om eftermiddagen blev der målt på Aakirkebyvej udenfor Rønne. En enkelt bilist kørte 95 km/t mod de tilladte 80 km/t.

Powered by Labrador CMS