Vanvid: Betjente jagter bilist i en halv time

En 21-årig mand lod til at være narkopåvirket, da han blev anholdt efter biljagt fra Thisted til Mors

Offentliggjort

Vanvidskørsel i Vestjylland: 21-årig anholdt efter biljagt

  • En 21-årig mand fra Aalborg blev anholdt for vanvidskørsel efter en dramatisk biljagt fra Thisted til Mors. Politiet jagtede ham i cirka en halv time, da han gentagne gange kørte alt for hurtigt gennem byområder.
  • Under jagten kørte manden flere gange over 100 km/t på strækninger med en hastighedsgrænse på 50 km/t. Han stødte også ind i patruljevognen og forsøgte at flygte til fods, men blev til sidst pågrebet af betjentene.
  • Det viste sig, at manden både manglede kørekort og var påvirket af narkotika. Han er nu sigtet for vanvidskørsel, og hans bil er beslaglagt med henblik på konfiskation. Politiet overvejer yderligere sigtelser for at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En 21-årig mand fra Aalborg er natten til torsdag blevet anholdt og sigtet for vanvidskørsel, efter at politiet jagtede ham i cirka en halv time fra Thisted til Mors.

Det oplyser Allan Riis, som er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi torsdag morgen.

Riis fortæller, at en patruljevogn blev opmærksom på den unge bilist, da han flere gange kørte alt for hurtigt gennem byområder.

Men den 21-årige mand var ikke meget for at snakke med politiet og i stedet for at holde ind til siden, satte han i flugt, fortæller vagtchefen.

Langt over 100 kilometer i timen

Under biljagten noterede manden sig for en række flere færdselsovertrædelser.

Ifølge Allan Riis kørte han flere gange "langt over 100 kilometer i timen" på strækninger, hvor man kun må køre 50 kilometer i timen.

Flugtbilisten kørte også flere gange venstre om helleanlæg, og stødte desuden to gange ind i selve patruljevognen, som eftersatte ham - dog ved lav hastighed.

På et tidspunkt lykkedes det øjensynligt at få stoppet flugtbilisten. Men da en betjent nærmede sig bilen for at tale med føreren, satte bilen pludselig i fart igen og ramte desuden betjenten.

Midt- og Vestjyllands Politi måtte torsdag nat eftersætte en 21-årig narkopåvirket bilist, som indledte et flugtforsøg, der varede i cirka en halv time.

Forsøgte til fods 

I sidste ende lykkedes det at bringe bilen til standsning på øen Mors.

Føreren hoppede ud af bilen og forsøgte at undslippe til fods, men han blev pågrebet af betjentene.

Det skulle vise sig, at den manglende lyst til at snakke med politiet formentlig skyldtes, at manden både manglede kørekort og var påvirket af narkotika.

Han er blevet sigtet for vanvidskørsel, hvorfor hans bil er blevet beslaglagt med henblik på konfiskation. Politiet overvejer desuden at sigte ham efter straffelovens paragraf om at forvolde fare for nogens liv eller førlighed.

Powered by Labrador CMS