Vanvid: 114 km/t i 50-zone – igen
Politiet måtte igen have bødeblokken frem flere gange. For tre bilister blev det ekstra dyrt.
Så er den gal igen. I samme by – i samme bydel.
I alt 30 personer blev sigtet ved færdselsindsats i Aarhus Vest. I alt blev det til 15 klip.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Østjyllands Politis færdselsafdeling og lokalpolitiet i Aarhus Vest gennemførte torsdag eftermiddag og aften en færdselsindsats i det vestlige Aarhus. 30 personer blev altså sigtet – heraf kan tre personer se frem til en ubetinget frakendelse af kørekortet for at køre alt for stærkt.
På Hejredalsvej i Brabrand kørte en bilist 113 kilometer i timen, hvor man må køre 50 km/t, og på Silkeborgvej i Åbyhøj, hvor den tilladte hastighed også er 50 km/t, kørte en bilist 114 kilometer i timen.
Ikke første gang
I oktober 2018 kunne Newsbreak.dk fortælle historien om en bilist, der kørte imponerende 129 kilometer i timen på Silkeborgvej.
Torsdag blev i alt tre bilister taget for at køre frem mod rødt lys – hvilket giver et klip. En af bilisterne følte sig dog lovligt undskyldt; vedkommende påstod, bremserne på bilen ikke virkede (!).
Den sidste ubetingede frakendelse af kørekortet gik til en bilist, der blev målt til at køre 149 kilometer i timen på Ringvejen, hvor hastighedsbegrænsningen er 70 kilometer i timen.
I færdselssager har politiet fået et nyt våben, nemlig en app på tjenestetelefonerne. Det betyder, at syndere nu får bøden i deres e-Boks inden for cirka et døgn.
Det kan du læse mere om HER.
Sagerne kort:
6 hastighedssager på Ringvejen til klip
1 hastighedssag til klip i byzone
3 hastighedssager til betinget frakendelse i byzone
4 ulovlige overhalinger til klip
3 fremkørsel for rødt lys til klip
1 vigepligtforseelse til klip
2 kørte bil uden at have førerret
4 benyttede mobiltelefon under kørsel
2 kørte uden sele
2 kørte kap- og væddeløbskørsel – klipsag
1 tæt kørsel