Vandselskaber: Forbrugerne betaler for lovbrud fra Skat
Skat handler stik imod loven, når man brandbeskatter landets vandselskaber.
Sådan lyder det fra vandsektorens brancheorganisation, Danva, der er rasende over, at Skat pålægger landets vandselskaber en ekstra skatte-regning på op mod fire milliarder kroner. En regning, som vandselskaberne ifølge Danva kun har ét sted at sende hen: Til forbrugerne.
»Skat går med sin fremgangsmåde stik imod de politiske aftaler, som ligger til grund for lovgivningen om skat på non-profitselskaber. Skat agerer i denne sag som en stat i staten og bruger nærmest vandselskaberne som malkeko til inddrivelse af den skjulte ekstraskat hos borgere og virksomheder,« siger Danva-direktør Carl-Emil Larsen i en skriftlig kommentar.
Jyllands-Posten skriver onsdag, at Skat har underkendt den beregnings-model, som et politisk flertal lagde til grund for den såkaldte vandsektorlov i 2009.
Det betyder, at landets vandselskaber skal betale uventet meget i skat. Ifølge Danva betyder den uventede skatte-regning en fordyrelse af vandregningen på op mod 1.000 kroner om året for en almindelig husholdning. Også virksomheder med stort vandforbrug skal ryste op med ekstra penge, og det udhuler ifølge Danva den lempelse, som virksomhederne fik med regeringens vækstpakke fra sidste år.
Brancheorganisationen er derfor klar til at gå rettens vej og har stævnet staten:
»Vi løfter nu sagen over til domstolene, men det vil være på sin plads, at politikerne på Christiansborg sætter ind over for Skats fremgangs-metode, der har økonomiske konsekvenser for både erhvervsvirksomheder og borgere,« siger Carl-Emil Larsen.
Forligspartierne bag vandsektorloven fra 2009 mødes onsdag eftermiddag klokken 15 for at drøfte sagen. Miljøordførere fra både Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre har på forhånd erklæret, at de vil finde en løsning, så forbrugere og virksomheder ikke ender med en stor ekstraregning.
Hverken skatteminister Benny Engelbrecht (S) eller miljøminister Kirsten Brosbøl (S) har ønsket at kommentere sagen.