Vand når det regner
Du kan udnytte regnvejret til at spare på vandregningen og arbejdstiden i haven
I sommerperioden kan der komme meget vand fra oven, mens der på andre tidspunkter er varmt og tørt i længere tid.
Derfor kan det blive nødvendigt at hive vandkanden eller haveslangen frem og hjælpe planterne med at vokse.
Du skal dog tænke over, hvornår du gør det.
- Du skal gerne vande om aftenen, eller når der er overskyet. Og du må faktisk rigtig gerne sætte vandslangen til, når det smådrypper lidt, siger Signe Schrøder, der er forfatter til havebogen "Dyrk" og formand for Landsforeningen Praktisk Økologi.
Mindre fordampning
Når dråberne falder fra skyerne, sker der nemlig minimal fordampning af vandet. Det er godt, for så meget som muligt af vandet skal ende i jorden.
- Man skal tænke over fordampningen, så vandet ikke ryger ud i ingenting, siger Signe Schrøder.
For at mindske fordampningen kan man med fordel sprede græsafklip rundt om havens planter, for det holder bedre på fugten end den bare jord.
Samtidig er der meget næring i afklippet, og når det nedbrydes, bliver det til mad til regnormene.
Aftenvanding kan dog også have konsekvenser. For fugt hele natten er godt for planterne, men det er også guf for slimede og ubudne gæster.
Tjek med skovlen
- Det giver sneglene en håndsrækning, for så kan de komme ud og boltre sig. Sneglene kan ikke selv holde ret godt på fugten, så de venter fugtige steder og kommer ud, når det har regnet, siger Katrine Turner, der er biolog og indehaver af konsulentfirmaet Vildskab.
Regnvanding kan også bruges som huskeregel, så man ikke glemmer vandingen.
For der kommer ikke altid nok vand ud af skyerne til at vande jorden helt igennem. Selv om jorden er våd i overfladen, er det ikke sikkert, at planterne har fået vand nok. Især ikke efter længere tids tørke.
- Så kan man gå ud og tjekke med sin skovl, hvor langt vandet er kommet ned. Ofte er det kun et par centimeter.
- Rigtig tit er jorden ikke vandet ordentligt igennem, og så kan du udnytte, at det har regnet og vande endnu mere og dermed spare på vandet, siger Signe Schrøder.
Selv om du som udgangspunkt altså skal vande om aftenen, eller når det drypper, så er der som bekendt ikke nogen regler, som ikke har undtagelser.
Husk de vilde blomster
- Jordbær har for eksempel ikke godt af at blive vandet om aftenen. Står bladene og er våde og fugtige hele natten, så risikerer de nemlig at udvikle gråskimmel, siger Signe Schrøder.
Katrine Turner peger også på de vilde blomster, som kan løbe tør for nektar, når det er rigtig tørt.
- Her kan det være fint at vande om morgenen, for så når de at blive fyldt op med nektar til insekterne, siger hun.