Vågen taxa-chauffør: Spottede spritbilist

En spritbilist havde så høj promille, at hun måtte aflevere kørekortet på stedet. Arkivfoto: Politiet
Offentliggjort Sidst opdateret

En årvågen taxa-chauffør fik hurtigt ringet efter politiet, da en bil slingrede voldsomt

Søndag nat kunne Sydsjællands Politi takke en vågen taxa-chauffør, der opdagede en bil, der slingrede voldsomt på Sneservej i nærheden af Tappernøje.

Politiet var hurtigt ude, og da de standsede den slingrende bil, kunne de hurtigt konstatere, at føreren ikke var helt appelsin-fri.

Den 36-årige kvindelige fører af bilen måtte puste i alkometeret, som viste noget over det tilladte.

Kvinden, som er fra Ebbelnæs på Møn, blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Promillen var så høj, at hendes kørekort blev inddraget på stedet.

Powered by Labrador CMS