Værtspar på ny tv-quiz
Mads Steffensen og Ibi Støving står i spidsen for det nye quizprogram "Alle mod alle"
Warner Bros. Discovery har gaflet to yderst erfarne værter til at guide seere og deltagere gennem det nye quizshow "Alle mod alle".
Mads Steffensen og Ibi Støving står nemlig i spidsen for programmet, som får premiere på Kanal 5 og discovery+ til efteråret.
Det annoncerer Warner Bros. Discovery i en pressemeddelelse.
- Kendt Ibi i årevis
Mens at Ibi Støving tidligere har været vært på Kanal 5-programmet "Tag pengene og løb", er det første gang, at Mads Steffensen gør sin entre på kanalen.
- Jeg glæder mig til at stå ved siden af Ibi, som jeg har kendt i årevis. Hun er sjov, vild og totalt tjekket, siger Mads Steffensen i pressemeddelelsen.
Den 52-årige journalist har et væld af værtsjob bag sig. Senest fra TV 2, Prime Video og Podimo, men især fra sin tid på DR, hvor han i en lang årrække var tilknyttet. Blandt andet på programmet "Alle mod 1".
Tossede games
- Jeg er kun vært på underholdningsprogrammer, der hedder noget med "Alle mod…". Det er sådan en regel, jeg har, siger Mads Steffensen i pressemeddelelsen.
Warner Bros. Discovery afslører endnu ikke meget om quizkonceptet. Men i pressemeddelelsen sætter Mads Steffensen ord på det nye format.
- "Alle mod alle" er et forrygende og effektivt underholdningsprogram med masser af tossede games. Og så er der en stor chance for, at du bliver klogere undervejs, teaser han.
Man kan lære lidt undervejs
Det samme lyder fra hans makker, Ibi Støving, der tidligere har præsenteret programmer på både TV 2 og TV 3 og på Kanal 5, som hun nu vender tilbage til.
- Jeg håber, at seerne tager quizzen til sig, for vi vil gøre alt for at lave nogle sjove programmer, hvor man også kan lære lidt undervejs og gætte med hjemmefra, siger hun i pressemeddelelsen.
"Alle mod alle" får premiere på Kanal 5 og discovery+ til efteråret.