Vært på DRs nye satsning
Skuespilleren Ellen Hillingsø står i spidsen for DR's nye fredagsunderholdning og skal guide deltagere og seere gennem programmet "Dobbeltspil"
DR har egenudviklet et helt nyt koncept, som skal stå for fredagsunderholdningen fra slutningen af oktober.
Her præsenterer public service-stationen "Dobbeltspil", som har Ellen Hillingsø som såkaldt gamemaster.
Agenter og dobbeltagenter
- Programmet handler ud over kampen om de 100.000 også om, hvordan vi påvirker hinanden, og hvilke psykologiske mekanismer der træder i kraft, når man både skal arbejde sammen og konkurrere, uden at vide hvem man kan stole på, siger Erik Struve Hansen, der er chef for Bred Kultur og Fakta i DR, i en pressemeddelelse.
16 danskere er fordelt på to hold som enten agenter eller dobbeltagenter. Men de kender kun hver især deres egen identitet.
Skal afsløre hinanden
Over fem dage kæmper deltagerne om at finde deres hold af allierede, så de kan afsløre og eliminere personer fra den modsatte side.
Hvis ikke deltagerne finder deres alliance, risikerer de at ryge ud af spillet og mister dermed muligheden for at vinde pengepræmien på 100.000 kroner.
Skal trykteste evner
Gennem konkurrencen skal deltagerne på feltmissioner. De vil også blive afhørt.
Det skal trykteste deres evner til at samarbejde og en række andre færdigheder, lyder det fra DR, der kalder programmet for den ultimative test udi strategi, intuition, hukommelse, logisk tænkning, tillid, troskab og troværdighed.
Indblik i prøvelser
- Vi håber med programmet at give seerne et indblik i, hvordan og ikke mindst hvor forskelligt deltagerne gebærder sig under de prøvelser, de udsættes for, både fysisk og mentalt, tilføjer DR-chef Erik Struve Hansen.
"Dobbeltspil" får premiere på DR1 og DRTV fredag 25. oktober.