Værdifulde brands: Apple og Google er nogle af de bedste

Apple ligger helt i toppen, når det kommer til styrken af virksomhedens brand. Foto: Michael Sohn/AP
Offentliggjort Sidst opdateret

På listen over de 100 mest værdifulde foretagender er den kinesiske gigant Huawei et af de nye navne.

De amerikanske giganter Apple og Google har hver især en værdi på over 100 milliarder dollar (over 585 milliarder kroner), og de ligger begge i toppen på listen over verdens bedste brands, fastslår konsulenthuset Interbrand.

På førstepladsen er Apple steget 21 procent i værdi i det seneste år til anslået 118,9 milliarder dollar (695 milliarder kroner).

På andenpladsen kommer værdien af brandet på internetsøgemaskinen Google, som er steget 15 procent til anslået 107,4 milliarder dollar (omkring 628 milliarder kroner).

– Den kendsgerning, at Apple og Google er blevet over 100 milliarder dollar værd hver især er bevis på, hvilken magt disse to brands har, siger Bertrand Chovet, der er med i ledelsen af Interbrand Paris.

Det er første gang, at to brands er nået så højt op.

På listen over de 100 mest værdifulde foretagender er den kinesiske telekommunikationsgigant Huawei et af de nye navne.

– Huawei, som er verdens tredjestørste producent af smartphones, er blandt de førende i informationsteknologien på den globale skala, siger Interbrand.

De foretagender, der flyttede sig mest på listen i 2014, var Facebook, der steg 86 procent og nåede op på en 29. plads, bilproducenten Audi, der steg 27 procent og nåede op på en 45. plads, mens internetgiganten Amazon steg 25 procent og nåede op på en 15. plads.

Interbrand har tre kriterier for at bestemme et brands værdi: dets finansielle præstationer, dets rolle og indvirkning på forbrugernes valg, samt dets evne til at skabe og opretholde en førende position på markedet.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS